Postvæsenet

Nordjysk fragtfirma vil udfordre PostNord: - Vi kan gøre det bedre og billigere

Per Imer overtager gerne opgaven fra PostNord med at levere breve til nordjyderne og tror på, at det kan blive en god forretning

Per Imer er sikker på, at Coolrunner kunne klare opgaven med at uddele post bedre. PR-foto.

Per Imer er sikker på, at Coolrunner kunne klare opgaven med at uddele post bedre. PR-foto.

NØRRESUNDBY:Der findes næppe en offentlig funktion lige så udskældt som postvæsnet. Ikke desto mindre er der nogle, der ser potentiale i breve. Stod det til den nordjyske fragtvirksomhed Coolrunner, overtog man gerne uddelingen af post i Region Nordjylland.

- Vi kan lave et langt bedre produkt, siger Per Imer, direktør i Coolrunner, uden at tøve.

PostNord har i dag befordringspligten for breve i Danmark og modtager omkring en kvart milliard kroner i tilskud fra staten om året til opgaven.

Men Coolrunner opfordrer nu politikerne til at sende pligten i udbud, så det nordjyske fragtfirma kan byde på opgaven i Region Nordjylland.

Pakker og breve

Per Imer er sikker på, at Coolrunner vil kunne skabe en god forretning ved at dele post ud i Nordjylland - uden at skulle have tilskud fra staten. Ifølge ham er postsystemet ikke fulgt med udviklingen. I stedet kører man stadig fra postkasse til postkasse for at se, om der er noget i dem.

- Der vil vi digitalisere Nordjylland. Det mener vi, at vi kan gøre uden tilskud fra staten. Vi vil ind og investere i det. Hele brevproduktet kan så meget mere, siger direktøren.

Coolrunner

Coolrunner blev stiftet i 2015 af blandt andet koncernen bag Coolshop.

Firmaet har 35 ansatte og 350.000 private kunder.

Kernen er en software-platform, som Coolrunner har udviklet. Den kan kunder koble sig op på, og de kan enten bruge egne fragtaftaler eller Coolrunners storkundeaftaler.

På den måde kan også små virksomheder opnå stordriftsfordele og presse transportpriserne.

Ifølge Per Imer kører virksomheden dagligt ud i stort set samtlige dele af Region Nordjylland. Det vil være en smal sag for buddene at have pakker med, når man alligevel er der.

- Når vi er nede på Solsikkevej 2, så kan vi godt køre ned til 4 eller 6 for at aflevere et brev, siger han.

Samtidigt vil Coolrunner satse på en modernisering af den måde, postvæsnet fungerer på. Per Imer forestiller sig intelligente postkasser, der kan fortælle, om der er noget i dem. På den måde vil man kunne effektivisere kørslerne, så man aldrig kommer ud til en tom postkasse.

Breve er fremtiden

I dag håndterer Coolrunner mellem 50.000 og 100.000 pakker om dagen. Men før det er realistisk med brevlevering til alle husstande til normal portopris, skal der være noget skala.

Derfor ønsker Coolrunner et udbud af befordringspligten delt ud på regioner, hvor selskabet så vil byde på Region Nordjylland.

Fordi virksomheden i forvejen bringer pakker ud vidt og bredt, vil det ikke være et problem at få breve ud til mindre befærdede områder. I stedet vil man tage brevene med, når man alligevel er i nærheden.

- Hvis vi bruger Egholm som eksempel, vil man komme der tre dage om ugen. Så der vil være nogle steder, vi ikke kommer syv dage om ugen, siger Per Imer.

Besværligt og usikkert

Direktøren tror ikke på, at breve er et uddøende fænomen. Tværtimod. Faktisk tror han, at der er et marked blandt unge, der mere og mere benytter sig af cirkulær økonomi.

I stedet for at kassere ting ser man, om nogle andre vil have dem. Lette varer kan sendes med breve, og det vil derfor være en oplagt mulighed for et fremtidigt postvæsen.

Når flere ikke benytter sig af breve i dag, skyldes det ifølge Per Imer også, at det er besværligt og usikkert. Det, tror han, at Coolrunner vil kunne ændre på. Produktudvikling og lidt mere ambition på brevets vegne er nødvendigt for at overbevise folk om, at deres fødselsdagskort kommer frem til tiden.

- Brevet skal kunne så meget mere. Der tror vi på, at der vil være en helt anden lyst til at bruge produktet, end der er i dag, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.