Dressurhingste

Nordjysk hestehandler følte sig snydt i millionhandel

Kom med højeste bud på 14,2 millioner kroner, men fik ikke præmiehingst på tysk auktion

Andreas Helgstrand klagede over forløbet på en auktion med kostbare dressurheste og har fået medhold af selskabet bag auktionen. Arkivfoto: Lars Pauli

Andreas Helgstrand klagede over forløbet på en auktion med kostbare dressurheste og har fået medhold af selskabet bag auktionen. Arkivfoto: Lars Pauli

UGGERHALNE:Direktør og medindehaver af Helgstrand Dressage ApS i Uggerhalne, Andreas Helgstrand, har skabt røre, efter en handel på en af Europas store hesteauktioner. Indtil videre har det ført til, at en auktionarius er blevet suspenderet.

Balladen udspringer af en auktion i forrige weekend i den tyske by Verden mellem Bremen og Hannover. Her havde Hannoveraner Verband, en tysk sammenslutning af hesteavlere, nogle af Europas fineste hingste under hammeren, og Helgstrand var sammen med sin tyske kompagnon, Paul Schockenmöhle, klar til at byde. Da hingsten Confess Color kom under hammeren, oplevede Helgstrand og makkeren to gange at blive overset af auktionarius. Hesten blev solgt for 1,89 millioner euro (14.112.000 kroner), selv om det dansk/tyske sidstebud lød på 1,9 millioner euro.

Affæren resulterede efterfølgende i en klage fra Andreas Helgstrand og Paul Schockenmöhle, og Hannoveraner Verband har erkendt, at auktionen ikke forløb tilfredsstillende. Derfor er den pågældende auktionarius nu blevet suspenderet, fremgår det af en meddelelse offentliggjort på det internationale website Eurodressage.com.

Andreas Helgstrand siger til BT, at han blev sur over forløbet.

- Når man byder så mange penge for en hest, og alle ligesom kan nå at se, at vi har budt, og han slår den af med hammeren, uddyber den tidlgiere OL-dressurrytter Andreas Helgstrand til avisen.

Helgstrand Dressage Aps har hovedsæde i Uggerhalne. Firmaet opkøber, træner og sælger dressurheste i luksusklassen og har netop offentliggjort årsregnskabet for 2018/19. Det viste en omsætning på 417 millioner og et nyt stort overskud efter skat på 75 millioner kroner.

Andreas Helgstrand stiftede sit firma i 2008. Sidste år solgte han 51 procent af ejerskabet til den internationale kapitalfond Waterland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst