Det er ikke usædvanligt. Mange fortsætter efter pensionsalderen, fordi de holder af arbejdet, kollegerne eller følelsen af stadig at være efterspurgt.

Men Rie Nisted Vellings forklaring er en anden.

Hun arbejder 30 timer om ugen for at spare op til en skatteregning, hun måske aldrig skal betale, men som ruinerer hende, hvis hun skal. 

Det er en mærkelig måde at tilbringe begyndelsen af sit otium på.

Sagen begyndte i 2017, da Skattestyrelsen nåede frem til, at hun i 2015 og 2016 ikke havde været selvstændig erhvervsdrivende, sådan som hun selv mente, men reelt lønmodtager.

Hendes konsulentfirma havde i perioden kun én kunde, og den vurdering udløste en skattemæssig kædereaktion, hvor den samme indkomst beskattes flere gange.

Resultatet blev en skatteregning på 2,3 millioner kroner – svarende til 115 procent af hendes indtægter i de to år.

Rie Nisted Velling protesterede. Sagen bevægede sig gennem systemet, årene gik, og i marts i år fik hun så rettens ord for, at hun faktisk havde været selvstændig.

Så ankede Skatteministeriet. Og derfor arbejder hun stadig.

Der sker nemlig noget mærkeligt med tiden, når staten og borgeren bliver uenige om skat. De samme år går for begge. De koster bare ikke det samme.

En meget ulige luksus

Hvis Rie Nisted Velling taber i landsretten, kan hendes oprindelige skatteregning ifølge hendes advokats beregning være vokset fra 2,3 millioner kroner til mere end seks millioner kroner.

Renterne kan til den tid være større end det oprindelige skattekrav.

I det modsatte ringhjørne står Skatteministeriet. Også dér venter man på landsretten. Også dér bruges arbejdstimer og penge.

Men ingen embedsmand har udsat sin pension, fordi sagen blev anket, og ingen i ministeriet risikerer at miste huset, hvis tre landsdommere om et par år giver modparten ret.

Derfor er David og Goliat egentlig et misvisende billede på mødet mellem borger og skattemyndighed. Problemet er ikke bare, at Goliat er større. Goliat kan vente.

Du kan se det tydeligt et andet sted i skattesystemet.

Når borgere har ført en skattesag, kan de under bestemte betingelser få godtgjort udgifterne til den advokat eller revisor, som var nødvendig for at føre kampen.

I 2025 tog det i gennemsnit 285 dage at behandle sådan en ansøgning. Ni måneder.

Den gennemsnitlige godtgørelse var knap 143.000 kroner. I de 40 største sager var gennemsnittet 2,5 millioner kroner.

Pengene har borgeren eller virksomheden typisk allerede lagt ud, for advokater har jo den besynderlige vane, at de gerne vil betales, selv om staten ikke er færdig med at behandle papirerne.

Alligevel løber der ingen renter i borgerens favør, mens staten beholder pengene.

Det gør der som bekendt den anden vej.

Danske Advokater har foreslået at vende princippet om med en fast sagsfrist og renter til borgeren, hvis staten overskrider den. Det forekommer ikke revolutionært. 

Det forekommer rimeligt.

Jeg har svært ved at tro på skurken

For tiden er det populært at beskrive Skat som et monster.

En stat i staten, hvor nidkære embedsmænd har mistet blikket for mennesket og begravet al sund fornuft og retfærdighedssans.

Jeg tror bare ikke rigtig på det.

Jeg antager, at langt de fleste skattemedarbejdere er nogenlunde som alle os andre. De står op, går på arbejde og forsøger at løse den opgave, de har fået, uden at ødelægge fremmede menneskers liv.

Det gør efter min mening problemet mere interessant.

For hvad nu, hvis helt almindelige, ordentlige og fagligt kompetente mennesker kan ende med at producere resultater, som næsten alle udefra kan se er urimelige?

Så hjælper det begrænset at bede medarbejderne om at være lidt mere menneskelige. Så skal man kigge på maskinen.

Et vidunderligt lille eksempel findes i striden om afgift på indkøbsposer.

Tre virksomheder, der sælger poser til detailhandlen, er blevet mødt med afgiftskrav på tilsammen over 100 millioner kroner.

Striden handler om såkaldte non-woven-poser og om det overraskende vanskelige spørgsmål, hvornår en pose holder op med bare at være en pose og i afgiftsmæssig forstand begynder at ligne et bærenet eller en taske.

Det spørgsmål har sendt sagen ud på en næsten surrealistisk rejse.

Skatterådet har blandt andet lagt vægt på, om en pose kunne gennembrydes med en fingernegl.

Skattestyrelsen har foretaget sin egen ”simple brugertest”, hvor medarbejdere har rykket og vredet i poserne.

Virksomhederne forsøgte sig med noget mere målbart. De betalte Teknologisk Institut for at punktere og belastningsteste otte forskellige poser efter standardiserede metoder. Men Skattestyrelsen fandt ikke testene egnede til at afgøre det spørgsmål, som afgiften afhænger af.

Tilbage stod altså fortsat spørgsmålet: Hvornår er noget holdbart nok til at være en taske?

Da en af virksomhedsejerne bad en skattemedarbejder om hjælp til at forstå det, greb medarbejderen til noget, han kendte: Sin egen sportstaske. Den havde holdt i mere end ti år, forklarede han, indtil den døde efter vand i garagen.

Det er fristende at gøre grin med.

Jeg synes egentlig, at sportstasken frikender medarbejderen mere, end den udstiller ham. Han forsøgte bare at oversætte et uhåndgribeligt regelsæt til et billede, et andet menneske kunne forstå.

Det absurde er, at han er nødt til det.

Når et afgiftskrav i millionklassen til sidst skal gøres forståeligt ved hjælp af en fingernegl og mindet om en våd sportstaske, er problemet større end den enkelte medarbejders dømmekraft. 

Så har vi lavet regler, som er nærmest umulige at forstå – og urimelige at navigere efter.

Hvem ejer tvivlen?

Der findes en grund til, at vi er endt her.

For godt ti år siden var den store skandale om Skat nærmest den modsatte af den, vi diskuterer i dag. Gældsinddrivelsen brød sammen. EFI-systemet blev skrottet. Milliarder kunne ikke inddrives, og organiserede svindlere opdagede huller, som de kunne køre lastbiler med statens penge igennem.

Et svagt skattevæsen viste sig at være meget dyrt.

Derfor brugte Danmark enorme ressourcer på at bygge det op igen. Kontrollen skulle styrkes, gælden inddrives og staten blive bedre til at opdage dem, der ikke betalte det, de skulle.

Det var den rigtige ambition.

Jeg vil meget nødigt bo i et land, hvor skattebetaling er frivillig for mennesker med en dygtig revisor og tilstrækkelig fantasi. Hvis almindelige lønmodtagere skal betale deres del, skal staten også kunne gå hårdt efter dem, der forsøger at snyde sig udenom.

Men når jeg ser på de seneste sager, mistænker jeg, at vi især har bygget den ene side af maskinen stærk.

Skattestyrelsen skal kontrollere. Gældsstyrelsen skal inddrive. Skatteministeriet skal forsvare sine afgørelser. Hvert led giver mening, og maskinen ved præcis, hvad den skal, når et krav skal fremad.

Langt vanskeligere bliver det tilsyneladende, når maskinen skal i bakgear.

Hvem ejer så tvivlen? Hvem har til opgave at sige: Vent, måske tog vi fejl?

Det er langt mindre tydeligt, og måske er det netop sådan, at helt almindelige og samvittighedsfulde mennesker ender med at holde liv i noget urimeligt.

En tv-udsendelse som bakgear

Det blev ubehageligt tydeligt efter TV 2-dokumentaren Operation X: Flået af Skat, der for nyligt blev sendt.

Programmet handlede om borgere, der var blevet beskattet af store pengeoverførsler gennem vekselbureauer. Problemet var, at flere af dem tilsyneladende havde været udsat for identitetstyveri og aldrig havde foretaget overførslerne.

Skattestyrelsen havde allerede i 2023 oplysninger fra politiet om mistanken om omfattende identitetstyveri. Alligevel fortsatte sagskomplekset. Skat begyndte endda at trække borgere i løn.

Så kom fjernsynet. Og pludselig kunne systemet bevæge sig.

Ministeren blev rasende, Skattestyrelsens direktør beklagede, sagerne blev gennemgået, inddrivelsen stoppet for 60 borgere og seks nye retssikkerhedsinitiativer annonceret.

Det er godt. Det er også en mærkelig måde at drive en retsstat på.

En nødbremse, når sagen vakler

Hver gang en skattesag, der hverken kan forklares eller forsvares, ser dagens lys, spørger vi næsten altid, hvem der fejlede. Det skal vi fortsat. Ansvar må ikke fordampe ind i et organisationsdiagram.

Men det mere interessante spørgsmål er, hvorfor en fejl kan fortsætte så længe, når først systemet har sat sig i bevægelse.

En myndighed med adgang til vores løn, opsparing og formue skal selvfølgelig have stærke kontrolfunktioner, der opdager vores fejl.

Men den bør have mindst lige så stærke funktioner, der opdager dens egne.

Mennesker med mandat til at standse sager. Pligt til at reagere på væsentlige nye oplysninger. Og økonomiske konsekvenser, når staten urimeligt længe holder på borgernes penge.

Vi har brugt mange år på at lære staten at reagere hurtigt, når borgeren skylder noget. Nu bør vi bruge noget af den samme opfindsomhed på at gøre den hurtigere til at standse, når dens egen sag begynder at vakle.

Nogle gange er det faktisk det eneste, der kræves. At staten holder op.

Peter Simonsen er redaktionschef for Nordjyske Erhverv.