Privatøkonomi

Der var stille. Så satte disse bilejere gang i et brandudsalg

De har levet en stille tilværelse. Nu sker der noget iøjnefaldende

Det overordnede udgangspunkt så ellers fornuftigt ud i begyndelsen af året. Så skete der noget.
Det overordnede udgangspunkt så ellers fornuftigt ud i begyndelsen af året. Så skete der noget. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 15:53

Vi har på Nordjyske skrevet om det flere gange de seneste måneder.

At brugte elbiler rasler ned i pris, hvor nogle modeller er blevet næsten 100.000 kroner billigere. På bare et år.

Nu tegner der sig også konturerne af et brandudsalg for en anden slags brugte biler.

De dieseldrevne af slagsen.

De har levet en mere stilfærdig tilværelse end elbilerne, men de seneste uger er der for alvor sket noget, som ifølge en ekspert er iøjnefaldende.

Dobbelt så mange prisrettelser

Nye tal fra Bilbasen, der er Danmarks største handelsplads for brugte biler, viser, at i årets første seks måneder blev i gennemsnit 661 brugte dieselbiler sat ned i pris om ugen.

Alene i de seneste otte uger er der gennemsnitligt rettet 1.278 dieseldrevne biler ned i pris. Altså lige knap det dobbelte.

- Dieselbilerne har tiltagende fået det vanskeligere med at blive solgt efter sommerferien, konstaterer Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.

Det overordnede udgangspunkt for de brugte dieselbiler så ellers fornuftigt ud i begyndelsen af året. Kigger man på årets første seks måneder, var omsætningen af de dieseldrevne biler kun 1,1 procent lavere end i samme periode året før.

Så skete der noget.

De nye miljøregler

Pr. 1. oktober blev der indført nye miljøregler, som forbyder ældre dieselbiler at køre ind i visse områder af landets fire største byer samt på Frederiksberg – medmindre de får eftermonteret et partikelfilter.

Da ændrede efterspørgslen sig. Og det kan ifølge Jan Lang ses på både priserne og liggetiderne. Sidstnævnte er steget med i gennemsnit 14 procent.

Miljøzonen i Aalborg afgrænset med grønt. De røde linjer er Vesterbro og Strandvejen, som er undtaget fra zonen. Illustration: Aalborg Kommune

Ifølge tallene fra Bilbasen er det især de såkaldte dieselbiler fra Euronorm 4 eller ældre, som i disse uger får nogle gevaldige prishug.

Men også dieselbiler fra Euronorm 5 og 6, som fortsat er fuldt lovlige at køre i, oplever prisrettelser.

De nye af slagsen lider

Generelt lever dieselbilerne en sværere og sværere tilværelse på det danske bilmarked. Også når man kigger til de fabriksnye af slagsen.

I september blev der kun solgt 191 nye dieselbiler til private, og for hele året indtil nu udgør dieselbilerne sølle 5 procent af det samlede bilsalg til private. Det laveste nogensinde.

Elbilerne derimod udgjorde 37 procent af det samlede bilsalg til private – anført af supersælgeren Tesla Model Y.

Forklaringen på dieselbilernes voldsomme deroute er, ifølge FDM, at de er blevet for dyre at købe. Blandt andet på grund af omlægning af registreringsafgiften, som betyder, at dieselbilerne ikke længere får samme rabat for at køre længere på literen.

Og så er konkurrencen fra især elbilerne nådesløs. 

Dyrere end de andre biltyper

I de bilklasser, hvor dieselmotoren fortsat markedsføres, er der nu rigt med alternativer i form af elbiler, som koster nogenlunde det samme at anskaffe sig – og derudover er billigere i løbende drift.

Gennemsnitsprisen for de dieselbiler, som danskerne fortsat køber, er nu væsentligt højere end for de tre øvrige biltyper; benzin, el og plugin-hybrid.

Ifølge Danmarks Statistik kører der fortsat i omegnen af 750.000 private dieselbiler rundt på de danske veje.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden