Privatøkonomi

Ny tendens breder sig: Derfor vælger mange nu at lease elbilen

Bilkundernes forbrugsmønstre ændrer sig. Det skyldes flere ting

Priskrigen raser, og kampen om bilkundernes gunst er stor. Det får de tektoniske plader på bilmarkedet til at flytte sig hastigt, og konsekvenserne er mange.
Priskrigen raser, og kampen om bilkundernes gunst er stor. Det får de tektoniske plader på bilmarkedet til at flytte sig hastigt, og konsekvenserne er mange. Foto: Darryl Dyck/Zuma/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:13

Hvis du er bilkøber og på udkig efter en elbil, kan der i disse dage være ekstra god grund til at tænke sig grundigt om - og undersøge alle muligheder.

Markedet for elbiler er mere eller mindre gået bonanza med nye lanceringer og ikke mindst heftige prisfald.

Senest illustreret af den kinesiske elbilproducent Hongqi, som skar 400.000 kroner af prisen på sin største model og valgte at kompensere de få kunder, som havde nået at bestille et eksemplar til førprisen.

Og med risikoen for at købe en elbil, som få uger senere mister hundredtusindvis af kroner i værdi, breder en ny tendens sig. 

Bilkøbernes forbrugsmønster flytter sig mod privatleasing, som for alvor har fået en renæssance.

I oktober udgjorde privatleasing 22,5 procent af det samlede nysalg, viser nye tal fra De Danske Bilimportører. Samme tid sidste år var tallet det halve.

To væsentlige årsager

Over en femårig periode er andelen af private bilkøbere, som vælger at lease den fabriksnye bil, mere end fordoblet, og det skyldes flere ting.

Dels de høje renter og den generelle økonomiske usikkerhed, som gør det mindre attraktivt at købe den nye bil.

Dels at bilproducenterne den seneste tid har introduceret det ene vilde leasingtilbud efter det andet.

Som så mange gange før var Tesla først, da den i sidste uge annoncerede et nyt tilbud, hvor man med en udbetaling på 15.000 kroner og en månedlig ydelse fra 3795 kroner kan privatlease den populære Tesla Model Y.

En af landets førende branchekendere kalder det ”meget, meget billigt” og placerer det i top-5 af de mest attraktive privatleasingtilbud nogensinde i Danmark.

Til sammenligning koster Tesla Model Y fra 382.000 kroner, hvis bilen købes kontant.

Frygten for værditab

Et kig hos andre bilimportører viser, at Tesla ikke er ene om sin store leasing-satsning. For eksempel lokker Ford med en Mustang Mach-E fra 4747 kroner om måneden med en udbetaling på 4995 kroner.

Er man mere til Audi, kan en Q4 e-tron lige nu leases med en udbetaling på 20.000 kroner og en månedlig ydelse fra 4995 kroner.

Et udvalg af leasingtilbud på elbiler
  • Opel Corsa-e (240.000 kr.): 2995 kr. pr. måned. Udbetaling: 14.995 kr.
  • Cupra Born High (316.000 kr.): 3895 kr. pr. måned. Udbetaling: 4995 kr.
  • Renault Megane Electric (306.000 kr.): 3895 kr. pr. måned. Udbetaling: 19.995 kr.
  • Tesla Model Y (382.000 kroner): 3800 kr. pr. måned. Udbetaling: 15.000 kr.
  • Volkswagen ID.4 (376.000 kr.): 4299 kr. pr. måned. Udbetaling: 10.000 kr.
  • Hongqi E-HS9 Comfort (800.000 kr.): 4495 kr. pr. måned. Udbetaling: 50.000 kr. 
  • Obs. Leasingperioder og udbetaling påvirker priserne.
FDM, Bilmagasinet og Bilbasen.

Ifølge en forbrugerøkonom kan privatleasing være særligt attraktivt for bilkunder, som er bekymret over pludselige værditab og fremskridt på den teknologiske front på elbiler, hvor især rækkevidden er vigtig.

- Med privatleasing betaler du en månedlig ydelse, men det er begrænset, hvor meget du egentlig taber på at lease en bil, fordi du overfører risikoen af værditab til forhandleren, siger Illyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, til Nordjyske.

- Hvis du skal ud at låne penge, skal du af med en høj ydelse, men det er begrænset, hvor meget du bliver påvirket af rentestigningen på leasingaftaler, siger Ilyas Dogru.

Tektoniske plader flytter sig

At privatleasing lige nu udgør over 20 procent af det samlede nysalg er højt i et historisk perspektiv. Leasing toppede tilbage i 2020 og har siden været svagt faldende.

Nu vokser privatleasing igen, og vi har ikke set de sidste slagtilbud, spår Illyas Dogru.

For priskrigen raser, og kampen om bilkundernes gunst er stor. Det får de tektoniske plader på bilmarkedet til at flytte sig hastigt, og konsekvenserne er mange.

Blandt andet at flere af de mest kendte bilmærker efterlades med massive tab af markedsandele.

I 2013 sad de 10 største bilmærker i Danmark på tilsammen 71,9 procent af bilsalget. Nu er de nede på en markedsandel på 49,9 procent.

Dermed er 9 ud af de 10 største bilmærker gået tilbage – med undtagelse af Hyundai, som er vokset en smule.

Et udvalg af prisnedsættelser på elbiler
  • Mazda MX-30: Fra 263.000 kr. til 213.000 kr.
  • Nissan Ariya Engage: Fra 360.000 kr. til 330.000 kr.
  • Tesla Model 3: Fra 451.000 kr. til 330.000 kr.
  • Subaru Solterra: Fra 430.000 kr. til 367.000 kr.
  • Hongqi E-HS9 Exclusive+: Fra 1.200.000 kr. til 800.000 kr.
  • Tesla Model S Plaid: Fra 1.458.000 kr. til 1.031.000 kr.
FDM, Bilmagasinet og Bilbasen.

Elbilernes magt

Værst ramt er Ford, som på 10 år har fået halveret sin markedsandel. Også Citroën, Renault og Volkswagen (VW) er gået kraftigt tilbage, men Tesla, Audi, BMW og Mercedes-Benz er vokset kraftigt.

Det er ikke mindst den elektriske revolution, som forskubber magtforholdene mellem de enkelte bilproducenter.

I årets første ni måneder udgjorde elbilsalget herhjemme 37 procent af det samlede bilsalg til private - anført af supersælgeren Tesla Model Y.

Kigger man på privatleasing alene, er Polestar 2 i front efterfulgt af Tesla Model Y og Volkswagen ID.4.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden