Ole Bakke afviser ny kritik af minkavlere: Vi ville gerne samarbejde

Nordjyske minkavlere hænges ud for ikke at ville samarbejde og følge strategien i forbindelse med, at landsdelens mink blev smittet med corona

Ole Bakke kan ikke genkende den kritik, der fremkommer i et TV2-program, hvor nordjyske minkavlere bliver hængt ud for ikke at ville samarbejde med myndighederne. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Ole Bakke kan ikke genkende den kritik, der fremkommer i et TV2-program, hvor nordjyske minkavlere bliver hængt ud for ikke at ville samarbejde med myndighederne. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:I en TV 2-dokumentar, som man fra torsdag morgen kunne se på TV 2 Play, bliver der rejst kritik af landets minkavlere.

Af udsendelsen fremgår det, at minkavlere i stort tal ikke lod sig teste én gang om ugen ved halspodning, som de ellers var blevet opfordret til fra myndighederne. En opfordring, der i brev blev sendt til minkavlerne og deres familier.

I udsendelsen fremgår det også af interne referater fra en krisestab i Nordjylland, at myndighederne gennem hele forløbet var dybt bekymrede over, at flere avlere ikke samarbejdede og fulgte strategien.

Formand for Nordjyllands Pelsdyravlerforening, Ole Bakke, har endnu ikke set udsendelsen, men han er uforstående overfor kritikken.

- Alle dem, jeg havde kontakt til under forløbet, samarbejdede og fulgte alle anbefalinger fra myndighederne. Der var nogle, der var betænkelige, men der var ingen tvivl om, at alle ville følge strategien, siger han.

Inden corona var der 1137 danske minkfarme - heraf 352 i Nordjylland.

- Jeg kan ikke garantere, at alle har samarbejdet, men forenings anbefaling - og alle dem jeg har talt med - har været interesseret i at få sygdommen stoppet, siger han.

Op til den enkelte

TV 2-udsendelsen handler primært om, at minkavlere i stort tal ikke lod sig teste én gang om ugen ved halspodning. 

Og her mener Ole Bakke, at det har været op til hver enkelt minkavler at afgøre, om man blev testet.

- Vi havde en anbefaling fra foreningen - og den havde vi før myndighederne - om, at alle blev testet i halsen mindst én gang om ugen. Om det så er blevet overholdt, er op til hver enkelt, siger Ole Bakke, der siger, at han selv overholdt testene.

Minkburene er tomme - og har været det længe. Derfor undrer det formanden for Nordjyllands Pelsdyravlerforening, Ole Bakke, at der nu kommer en dokumentarudsendelse, der sætter fokus på forløbet op til aflivningen af alle landets mink. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Minkburene er tomme - og har været det længe. Derfor undrer det formanden for Nordjyllands Pelsdyravlerforening, Ole Bakke, at der nu kommer en dokumentarudsendelse, der sætter fokus på forløbet op til aflivningen af alle landets mink. Foto: Bo Lehm

Hvorfor kommer den nu?

Ole Bakke forstår slet ikke, at der kommer en dokumentarudsendelse nu.

- Det er to år siden. Så hvorfor kommer den udsendelse først nu? De har haft masser af tid til at lave udsendelsen, siger han.

- Det er som om, at man forsøger at træde på et erhverv, der allerede er forsvundet. Man har fundet en fejl, som måske - eller måske ikke - har haft nogen betydning for forløbet. Og det giver ikke mening at forsøge at finde fejl hos et erhverv, der ikke eksisterer længere, siger den nordjyske formand.

Formanden for Dansk Pelsdyravlerforening, Tage Pedersen, vil ikke tage avlere, som undlod at lade sig teste, i forsvar. Han afviser samtidig, at minkavlerne bærer et ansvar for, at smitten spredte sig.

Den politiske del af aflivningen af flere millioner mink er stadig ikke slut. Minkkommissionen afleverer sin rapport til Folketinget 30. juni. 

Den har set på regeringens og topembedsmænds rolle i aflivningen af flere millioner mink på grund af frygt for mutation af coronavirus.

Blandt andre Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen fra Statsministeriet har været indkaldt som vidner i sagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden