Vi hører det igen og igen: Der mangler arbejdskraft. Butikkerne mangler ekspedienter.  Der mangler lærere i folkeskolen. Sygeplejerskestillinger står ubesatte hen. I byggefagene er de desperate for at ansætte eksempelvis flere elektrikere.

Også uddannelsesinstitutionerne kæmper om de små årgange. På universiteterne vil de så gerne have flere ind i naturvidenskabsfagene. Og på professionshøjskolerne river de sig i håret for at få flere til at uddanne sig til pædagoger, lærere, jordemødre og sygeplejersker.

Så meget desto større et paradoks er det, at 42.000 unge mellem 16 og 24 år hverken er at finde på arbejdsmarkedet. Eller i uddannelsessystemet.

Statsminister Mette Frederiksen satte i sin nytårstale fokus på de mange unge, som ikke er i gang med uddannelse eller arbejde. Hun talte om de knap 42.000 unge, der ikke har "noget at stå op til om morgenen".

Hun sagde direkte: ”Vi har brug for jer. I den nye regering har vi valgt at lade jer, der har det sværest, være vores vigtigste opgave.”

Også interesseorganisationen Lederne har fokus på paradokset - og arrangerer landet over møder, der har til formål at bringe de unge tættere arbejdsmarkedet og give dem succesoplevelser, så de genfinder troen på sig selv og tager skridtet videre enten mod uddannelse eller fastansættelse. Onsdag 19. april er der møde i Aalborg.

Erhverv

Pernille og andre ledere skal løse stort problem: Nu skal unge genfinde troen på sig selv

Men hvorfor står så mange unge mellem 16 og 24 år uden for arbejdsmarked og uddannelse. Og hvad betyder det for samfundet, for virksomhederne og for den enkelte? Det har Vigeur bedt analysechef hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Emilie Agner Damm, om at give sit bud på.

Først skal vi høre, hvilke fællestræk, de unge har:

Hvem de 42.000 unge, som så mange taler om? 

“Generelt kan man sige, at der er tale om unge, der har en tung bagage med sig. Nogle af dem har eksempelvis været anbragt som barn, men der kan også være tale om unge, der er vokset op med forældre, der i mindre grad har været på arbejdsmarkedet eller under uddannelse.

Mange af dem har klaret sig dårligt i folkeskolen - og har fået meget lave karakterer.

Derudover kan vi se, at rigtig mange af dem har psykiske diagnoser. Andre har handicaps. Det er den type udfordringer, de kommer med.”

Du taler om dårlige karakterer i folkeskolen. Hvilken betydning har reformer i uddannelsessystemet i alt det her?

“Der er ingen tvivl om, at grundskolen er blevet mere boglig, og det kan allerede dér være sværere for dem, der ikke er så bogligt stærke. Hvis de modtog en ekstra indsats, kunne de måske godt klare sig. Så kunne de måske godt få den uddannelse. Men de har svært ved at klare sig i det almindelige uddannelsessystem.

Vi kan også se på tallene, at mange af de 42.000 rent faktisk har forsøgt at uddanne sig - især i erhvervsuddannelsessystemet. Men som det ser ud i dag, er der ikke store muligheder for at få ekstra hjælp - eller eksempelvis at uddanne sig på nedsat tid.

I forhold til uddannelse på universiteterne spiller fremdriftsreformen sandsynligvis ind. Fremdriftsreformen er nu blevet lempet, men blev indført for at tilskynde de studerende til at gennemføre deres studier hurtigere. Også præstationspres i uddannelsessystemet og frygt for at fejle er noget af det, unge har kæmpet med.”

Hvorfor er det så vigtigt at uddanne sig?

“Det er vigtigt at få en uddannelse, fordi det simpelthen bare er blevet sværere at klare sig uden. Der stilles højere krav til de kompetencer, man skal besidde, for at få et job.

Gennem en lang årrække har vi set, at flere unge får en uddannelse. Men det tal er stagneret nu, og det siger måske noget om, at den gruppe, der er tilbage, har nogle udfordringer, som vi skal tage hånd om.

De får ikke bare en uddannelse af sig selv. De skal hjælpes lidt i gang. Enten med nogle mere fleksible tilbud - eller simpelthen ved at få mere støtte.

Særligt i overgangen mellem grundskole og videre uddannelse udfordrer.

På erhvervsuddannelserne kan overgangen fra grundforløb til hovedforløb være svær. Eller overgangen til at få en praktikplads. Lige her skal de nok tages lidt mere i hånden, og jeg tror på, at en stor del af løsningen af problemet ligger i uddannelsessystemet.

Det bør gøres mere fleksibelt. Og der bør indføres mentorordninger. Nogle skal have lidt mere hjælp til at klare sig i voksenlivet end andre.”

Hvad vil det betyde på længere sigt?

“Det ville virkelig løfte deres livsmuligheder, og selvom de så umiddelbart vil blive dyrere for samfundet at uddanne, vil de til gengæld kunne bidrage til samfundet - og også selv få et bedre liv ved at være en del af fællesskabet.

Og så skal vi huske på, at det ikke er et problem, der løser sig, selvom de bliver ældre end 24 år. Faktisk kan vi se, at gruppen bestående af de 25-29 årige, der står uden for arbejdsmarked og uddannelse, også er ret høj - og rent faktisk i stigning.

Det siger noget om, at de bliver hængende udenfor, hvis de ikke “får fat”.”

Er det et problem, der er blevet værre - eller er der bare fokus på det, fordi vi mangler arbejdskraft og har brug for alle gode kræfter?

“Det er ikke usandsynligt, at erhvervsliv og politikere har fået øjnene op for problemet, fordi vi mangler arbejdskraft lige nu, og måske ser man derfor de unges potentiale på en anden måde.

Men problemet har været der hele tiden, og der har været et on-off politisk fokus på det.

Der er aldrig rigtig blevet taget et grundigt opgør med det her problem, og jeg tror, man skal tænke meget mere helhedsorienteret - netop også fordi mange af de unge også har psykiske og sociale problemer.