Biler

Du vil hade dig selv for at begå disse fejl, når du køber brugt elbil

Det bliver dyrt og træls, hvis du begår disse fejl

Illustration: Anders Andersen

Opdateret 18. marts 2024 kl. 14:52

At købe brugt elbil er en jungle. 

Elbiler er spækket med teknik, en almindelig bil slet ikke har.

Men hvad er vigtigt? Bør du falde for de bedste tilbud? Eller er der noget, du bør se efter?

1
Tjek batteriet
Nyere elbiler kan få skiftet defekte celler i batterierne. Det er langt billigere end at få skiftet hele batteriet. Mange ældre elbiler kan ikke få batterierne repareret. Foto: Martél Andersen

Du kan forvente, at en brugt elbil har 80-90 procent af sin oprindelige rækkevidde, hvis den er nogle år gammel.

Tests viser, at batterier kan holde i hele bilens levetid. Men de taber gradvist deres kapacitet.

Så pas på med at købe en elbil, der er alt for slidt. Går batteriet i stykker, bliver det dyrt. Et nyt stort batteri kan koste 160.000 kroner. Nyere elbiler kan dog ofte få skiftet enkelte celler i batteriet. Tjek eventuelt dette før du køber.

Er du i tvivl om, hvor godt batteriet er på din brugte elbil, kan du få det testet hos FDM (kræver medlemskab) for cirka 2000 kroner. De penge kan være godt givet ud.

2
Husk garantien

Tjek, at din bil har mindst otte års garanti på batteriet eller 160.000 kilometer (hvad der kommer først af de to ting). Den garanti kan du få på de fleste elbiler. Garantien betyder, at du typisk kan få nyt batteri, hvis det mister mere end 30 procent af rækkevidden.

Garantien dækker dog ikke nødvendigvis, hvis batteriet går helt i stykker. Der er heller ingen standard for, hvordan man måler kapacitet i batteriet. Dette bør du også tjekke.

Batterier holder generelt godt i elbiler og vil kunne holde mindst 300.000 kilometer, måske mere. 

Du kan passe på dit batteri ved ikke at lade det til mere end 80-90 procent i hverdagen. 

Skal du køre en længere tur, kan du godt lade batteriet til 100 procent, hvis du bruger strømmen umiddelbart efter. Kemien i bilbatterier har ikke godt af at stå længe fuldt ladet.

3
Få den rette lader
Hjemmeladning med 3 faser er bedst. De fleste biler lader her med en hastighed på 11 kw i timen. Enkelte modeller kan lade med 22 og endda op til 43 kw. Du bør undgå at købe elbil, der ikke har 3-faset ladning. Arkivfoto: Uli Sonntag

Elbiler kan lades langsomt (AC) eller hurtigt (DC).

Køb udelukkende elbil med 3-faset AC-ladning (11 kw). Så kan du lade fuldt op på 4-8 timer afhængig af batteristørrelse og udnytte strømmen, når den er billigst, typisk om natten mellem klokken 01-06.

Pas på med ældre elbiler. De kan have 1-faset AC-ladning (3,4 kw). Dem bør du fuldstændigt undgå at købe. Her kan det tage et helt døgn at lade bilen op.

Bemærk, at det er ikke muligt at opgradere 1-faset lader til 3-faset. Du hænger på det system, din bil er født med.

Hurtigladning på farten

Hurtig- eller lynladning (DC) er vigtig, når du lader udenfor hjemmet.

Det foregår på ladestationer og er aktuelt, når du er på langture eller ferie. Her ser stikket lidt anderledes ud, men det sættes i samme sted på bilen.

Det tager typisk 30-45 minutter om at lade fra 10-80 procent. Gå gerne efter en bil med DC-ladehastighed på mindst 100 kw.

Du kan dog købe elbiler, der kan lade bilen med højere hastighed end 200 kw. Så kan den lades på 20-30 minutter.

4
Pas på japansk standard
Chademo (tv.) er en japansk ladestandard, der nu er forældet. Til lynopladning bruger man i dag DC-standarden (midten). Den kan lade med over 200 kw. Til hjemmeopladning og på de fleste offentlige ladere lader man med AC-ladning (th.), der typisk lader med 11 kw, men også kan lade med 22 og 43 kw, hvis bilen understøtter det. Foto: Ole Spata/AP/Ritzau Scanpix

Styr udenom elbiler med den forældede chademo-standard (til lynladning). Dem finder du billigt på brugtmarkedet i visse japanske modeller.

Du kan ikke lade sådanne biler op med en almindelig lynlader (DC). Men den slags har brugtvognsforhandlerne tendens til at negligere eller slet ikke nævne ved disse biler.

Chademo-lynladning bliver du træt af. Der findes kun ganske få offentlige lynladere med chademo-stik. Og der bliver ikke flere af dem.

Så tjek grundigt, at din elbil har et almindeligt lynladestik (DC). Det er meget vigtigt.

5
WLTP-tal passer ikke

Det er rart med så meget rækkevidde som muligt, så du ikke skal lade så ofte.

Du behøver dog ikke et kæmpestort batteri, hvis du primært bruger bilen til mindre ture.

Kører du mest i byen eller har kort til arbejde, er et batteri på 40-60 kwh nok. Det rækker cirka 200-300 kilometer om sommeren og 150-220 km om vinteren.

Kørestil og lave temperaturer kan gøre rækkevidden endnu ringere. Som tommelfingerregel kan du forvente en rækkevidde på 3-5 kilometer per kwh på dit batteri (afhængigt af årstiden).

Regn ikke med de WLTP-tal, producenterne angiver. De er alt for optimistiske og vil ofte skyde 50 procent over, hvad den reelle rækkevidde er.

Der er stor forskel på, hvor lang rækkevidden er i forhold til de opgivne WLTP-tal. Søg derfor gerne på den elbil, du har valgt og tjek, hvad den reelle rækkevidde er.

FDM har testet stort set alle elbiler på markedet og er et godt sted at starte. Du kan både finde testvideoer på YouTube og anmeldelser på nettet.

6
Pas på Kina

Der er kommet rigtigt mange nye mærker på elbils-markedet. Der kommer især mange billige elbiler fra Kina, der er verdens største producent af elbiler.

Softwaren er ikke lige god i dem alle. Vær også opmærksom på, at de kan have meget aktive assistent- og alarmsystemer, der kan være bøvlede at slå fra eller dæmpe.

Du kan også få problemer med reservedele eller garantien, hvis producenten går konkurs eller indstiller produktionen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden