Fødevareindustri

Pepperoni i lange baner: Kinesere vil årligt købe 160 millioner skiver i Svenstrup

Tulips nordjyske afdeling skal levere 500 tons om året til 2000 Pizza Hut-restauranter i Kina

500 tons pepperoni om året skal Tulip i Svenstrup producere til Pizza Hut i Kina. Foto: Tulip
500 tons pepperoni om året skal Tulip i Svenstrup producere til Pizza Hut i Kina. Foto: Tulip

SVENSTRUP: Menuen er nærmest italiensk, varen produceres i Svenstrup og skal nu i stor stil spises i Kina.

Tulip Food Company har indgået en kontrakt med selskabet bag flere end 2000 Pizza Hut-restauranter i Kina om, af al pepperoni til anslået seks millioner pizzaer om året skal komme fra Danmark.

Og de 500 tons krydret pølse skal produceres i Tulips afdeling i Svenstrup - det tidligere Gøl Pølser.

Det kinesiske salg af tilbehør til pizzaer begyndte med et samarbejde med Pizza Hut i Hong Kong for tre år siden, hvorefter Tulips fabrik i Svenstrup blev registreret og godkendt til eksport til Kina. Efterhånden kom Tulip også til at stå for halvdelen af forsyningerne af pepperoni til restauranterne i Kina. Nu har den kinesiske Pizza Hut-kæde, som hører under det globale Yum! Brands, så bestemt, at al dens pepperoni skal komme fra Svenstrup.

- Det er med armene over hovedet. Vi havde slet ikke turdet drømme om, at vi efter otte måneders forsendelser ville ende med hele forretningen, lyder det fra Niels W. Thomsen, der har titel af senior export manager hos Tulip Food Company, som er en del af Danish Crown-koncernen.

Pepperoni er en populær topping på pizzaer.

Ifølge Tulip er det blandt andet fødevaresikkerheden og leveringsevnen, som har sikret aftalen i Kina. Den danske fødevareproducent ser perspektiver i ordren.

- Selv om træerne ikke vokser ind i himlen med Pizza Hut-aftalen, så er den yderst vigtig for vores øvrige forretning i Kina. Det har stor betydning at kunne fortælle andre potentielle samarbejdspartnere, at vi er valgt som eneleverandør til en af de største pizzakæder i verden. Det er et kvalitetsstempel, fortæller Tulips internationale salgsdirektør, Mike Sauerberg.

Han oplyser, at en anden pizzakæde i Kina, Domino’s, også har valgt at teste pepperoni fra Svenstrup.

Tulip-fabrikken i Svenstrup sælger også andre produkter i Kina, idet mortadella og andre pølser er på vej til supermarkedshylderne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden