Erhverv

Peter er taknemmelig for sin ADHD: “For mig har det været en kæmpe gave”

Peter Mousten var 44 år, da han blev udredt for ADHD. Hans drive har tidligere ført ham til technofester med coke i blodet. Ud over klippekanter som paraglider. Og senest ind i en årelang karriere som iværksætter. Men Peter ér ikke sin diagnose.

“Jeg var faktisk tæt på at aflyse det her interview,” siger Peter Mousten, mens vi tager plads på hans terrasse i det mondæne Aalborg.

“For jeg vil nødigt bruge ADHD som en undskyldning for mine fiaskoer.”

Jeg kender ham kun af navn: som løbefænomen, foredragsholder og en mangeårig iværksætter, der gik konkurs tidligere i år. Men det er ikke dén fortælling, jeg er kommet for at malke.

Jeg vil gerne forstå den betydning, ADHD har haft i Peters (arbejds)liv.

Koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet er hovedsymptomerne ifølge Sundhed.dk. Peter Mousten kalder det oftest bare drive, når han skal forklare den ild, han har inden i sig.

“Jeg har fået mange slag, fordi jeg ikke er så god til at konsekvensberegne,” siger han og smiler under kasketten.

“Men for mig har det været en kæmpe gave. Jeg ville aldrig have opnået alt dét, jeg skulle, hvis jeg ikke havde ADHD.”

Peter Mousten understreger, at han ikke er psykiater og derfor kun kan udtale sig om sin egen oplevelse af ADHD. Han blev udredt og diagnosticeret som 44-årig i 2021. Foto: Caroline Bundgaard

Til technofester med coke i blodet

“Hash var godt for mig,” siger Peter Mousten om den dæmper, det lagde, da han røg sin første joint.

På terrassebordet imellem os ligger et papir med håndskrevne noter om de mest afgørende tidspunkter i Peters liv. Hashmisbrug står der allerede inden konfirmationsalderen.

Dengang blev man ikke sendt til udredning, fordi man var “en rigtig dreng med krudt i røven” – men hashen hjalp Peter med at falde til ro i skolen.

“Desværre,” skynder han sig at tilføje om sit årelange misbrug.

Jeg syntes ikke, det var en fed retning, mit liv gik i. Men jeg fandt ud af, at sport og motion kunne give mig det samme, som stofferne gav mig.
Peter Mousten om sin ungdom i Aalborg

Hash i hverdagene blev til coke i weekenden, hvor Peter Mousten tog til technofester og spinning-events for at “gakke ud.” Oftest uden søvn imellem.

“Jeg syntes ikke, det var en fed retning, mit liv gik i,” siger han, når han genkalder sig minderne og de venner, der ikke kunne kende forskel på rigtigt og forkert.

“Men jeg fandt ud af, at sport og motion kunne give mig det samme, som stofferne gav mig.”

Afløb for den energi, han først som 44-årig fik diagnosticeret.

Hvad er ADHD?

ADHD (Attention Deficit/Hyperactivity Disorder) er en udviklingsforstyrrelse, der viser sig ved 3 hovedsymptomer: koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet.ADHD er en medfødt lidelse, og symptomerne viser sig før 7-årsalderen og fortsætter for en del op i voksenårene.ADHD er den hyppigste psykiatriske diagnose hos børn og unge.I lette tilfælde består behandlingen af undervisning og vejledning af forældrene, samt at barnet støttes i skolen.I mellem til svære tilfælde er der god effekt af centralstimulerende medicin (methylphenidat) og anden form for ADHD-medicin.Kilde: Sundhed.dk

Ud over klippekanten

I 1997 stod Peter Mousten og styrketrænede i sit lokale center, da han overhørte tre gutter tale om at skulle til USA for at arbejde en skisæson. De havde lejet en fireværelses lejlighed og manglede en ekstra roommate.

“Dem faldt jeg i snak med, og uden at tænke nærmere over det bestilte jeg flybilletterne samme aften.”

Jeg har fået mange slag, fordi jeg ikke er så god til at konsekvensberegne. Men for mig har det være en kæmpe gave.
Peter Mousten om sin personlige oplevelse af ADHD

I Aspen, Colorado, fik Peter Mousten én af de gyldne muligheder i et menneskes liv, hvor du kan genopfinde dig selv, fordi ingen kender din historie.

Så når folk spurgte ind til Peter, fortalte han, at han elskede at dyrke sport og aldrig festede.

“Dén fortælling blev min egen sandhed. Og det åbnede sindssygt mange døre, da jeg begyndte at bruge mit drive konstruktivt.”

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden