Erhverv

Pludseligt direktørskifte i stort byggefirma

Planen var at blive længe. Sådan kom det ikke til at gå

Mikkel Westergaard.
Mikkel Westergaard. Arkivfoto: Claus Søndberg.

Opdateret kl. 22:15

Han var 33 år gammel og netop vendt tilbage til Nordjylland for at overtage posten som øverste chef i en af landsdelens store entreprenørkoncerner.

Siden har han stået i spidsen for en række store projekter – heriblandt milliardæren Henning Kjeldsens spektakulære museumsbyggeri i Skagen.

Men det, der skulle have været en permanent tilbagevenden til Vendsyssel, blev i stedet en kortere fornøjelse for Mikkel Westergaard.

Af familiemæssige årsager har han efter tre år valgt at fratræde sin stilling som administrerende direktør i Trigon. 

Heldigvis stod den rette mand klar til at overtage.

En mand, som Mikkel Westergaard selv har været med til at ansætte.

- Afgørende betydning

Trigon, der er fondsejet og holder til i Frederikshavn, har netop forfremmet afdelingschef Tobias Melander til ny øverste chef. 

Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og blev for halvandet år siden hentet til Trigon fra en stilling som projektchef i HP Byg.

Med det formål at bidrage til Trigons fremtidige vækst og udvikling.

Det får han for alvor muligheden for nu.

I en pressemeddelelse udtrykker Trigons bestyrelse ærgrelse over Mikkel Westergaards beslutning om at fratræde sin direktørstilling for at søge tilbage til rødderne i det midtjyske.

Han har haft ”en afgørende betydning for virksomhedens positive udvikling de seneste år, og hans indsats vil blive husket,” skriver Trigon i pressemeddelelsen.

Mikkel Westergaard har boet i Frederikshavn med sin kone og tre børn. Arkivfoto: Claus Søndberg

Havde planer om at blive

Da Nordjyskes søstermedie Vigeur tilbage i 2021 besøgte Mikkel Westergaard i han og familiens hjem i Frederikshavn med udsigt til vandet, var han netop landet i stillingen som Trigons øverstkommanderende.

Glad for sit nye job. Glad for at være landet i Vendsyssel. En del af landet, som han under sin opvækst havde stiftet bekendtskab med.

Planen var at blive og holde 100 års-jubilæum med Trigon i 2045. Sådan kom det ikke til at gå.

I pressemeddelelsen fra Trigons uddybes de nærmere omstændigheder omkring Mikkel Westergaards exit ikke – udover ”familiemæssige årsager.”

Trigon beskæftiger i omegnen af 100 ansatte. I bestyrelsen sidder blandt andre tidligere mangeårige topchef Karl-Erik Slynge og Sten Uggerhøj, der ejer et af Nordjyllands største bilhuse, Uggerhøj.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden