Populære biler risikerer ekstraregning på 50.000 kroner

FDM advarer om dyre motorproblemer i nogle af de mest solgte bilmodeller

NORDJYLLAND: Der kan gemme sig store problemer under motorhjelmen på en række af de mest populære danskermodeller som Peugeot 208, Citroën C3 og Opel Corsa, men også mindre, større og højere modeller fra samme koncern.

Sådan lyder den håndfaste udmelding fra FDM. 

Bilerne har problemer med smuldrende tandremme og et problematisk højt olieforbrug i de modeller, der har de fælles benzinmotorer på 1,0 liter og 1,2 liter med og uden turbo, fra Stellantis. 

Mest solgte biler

De biler, der giver problemer er nogle af de mest solgte i Danmark.

Lige nu ligger bilsalget på et lavpunkt. I perioden 1. januar til udgangen af juni er der solgt 74.000 nye biler. Det er næsten en fjerdedel mindre end samme periode i fjor.

Det er stadigvæk såvel bl.a. mangel på mikrochips i form af semikonduktorer, ledningsnetværk og corona-eftervirkninger, som påvirker alle bilproducenterne.
Nogle mærker klarer sig dog bedre end andre. Det gælder især Toyota, som har tre modeller placeret omkring toppen af top-20-listen for det første halvår. 

Ellers er det kendte klassiske bestsellere som Citroën C3, Peugeot 208 og Ford Kuga Plug-in-Hybrid, der er blandt de mest solgte.

Vil ikke hjælpe

De biler, der er problematiske, er typisk nogle år gamle, men FDM kan ikke sætte en specifik alder på. 

Udfordringerne følges ifølge forbrugerorganisationen af en udtalt mangel på velvilje til at hjælpe bilejere, hvilket på bundlinjen betyder, at FDM altså nu ikke vil anbefale køb af nogen af de mest populære biler brugt.

Problemerne er ikke nye. FDM har gennem årene fortalt om ejere af selv ret nye biler, der stod tilbage med store regninger for reparationer på helt op til 50.000 kroner – og i få tilfælde mere – kort efter at bilens toårige garanti er udløbet og er overladt til kulance, som er et skøn.

Afviser bilejere

Det er herhjemme K.W. Bruun, som importerer de tre mærker fra Stellantis.

Det er almindeligt i branchen, at en bilimportør tilbyder trofaste kunder en kulance, hvor en importør helt eller delvist dækker en udgift. 

Selv om importøren, K.W. Bruun, på nogle områder yder kulance, er der ifølge FDM eksempler på, at kulancen er blevet afvist med bagatellignende begrundelser. Det har betydet, at bilejerne har stået alene tilbage med værkstedsregninger på mange tusinde kroner.

Vælger man alligevel at købe en af de omtalte bilmodeller brugt, anbefaler FDM, at man tager sine forholdsregler og nøje søger dokumentation for bilens servicehistorik og olieforbrug.

Ny kulance

Hos K.W. Bruun Import ærgrer kritikken teknisk chef Phillip Damsgaard, og at FDM ikke vil anbefale køb af modellerne.

”Vi beklager den ulejlighed, nogle kunder har oplevet med olieforbruget på deres bil. Vi har kendskab til problematikken. Vi har i en lang periode haft dialog med fabrikken for at finde en løsning til vores kunder,” siger Phillip Damsgaard.

Han kan dog oplyse, at Stellantis nu kommer med en ny kulanceordning, som skal tage hånd om problemerne. Den omfatter kunder med en bil, der har en 1,2 liters motor med turbo. 

Det betyder helt konkret, at biler, der er fem år/100.000 km (fra første registreringsdato), får 100 procent dækning af arbejdsløn/reservedele, mens biler, der er fem til otte år/100.000-150.000 km (fra første registreringsdato), får 100 procent dækning af reservedele

Fælles for begge typer af kulance er, at alle serviceeftersyn skal være udført rettidigt og i henhold til fabrikkens forskrifter i bilens eftersynsplan, hvilket skal dokumenteres (fakturakopi).

Tilfredshed og gråzoner

FDM fraråder dog fortsat køb af modellerne.

”Der er ikke ændret i måden, K.W. Bruun anser biler for serviceret korrekt på, det er en afgørende del af FDMs kritik, hvorfor FDM fortsat ikke kan anbefale køb af brugte bilmodeller med disse tre motortyper,” lyder det fra organisationen.

FDM mener dog stadig, at bilejerne kan risikere at blive fanget, hvis de ikke lever op til kravene eller har kørt over tiden.

Vær opmærksom på dette

  • Sørg for dokumentation for service og reservedele.
  • Tjek at service er overholdt på dag/år, da en overtrædelse på blot få dage eller få km medfører, at importøren ikke tillader at dække en del af regningen gennem kulance. Vær opmærksom på, at der er nye intervaller for skift af tandrem, som er seks år/100.000 km.
  • Sådan er du dækket med kulance:
  • 1,2 turbo: Fem år/100.000 ved fuld service på både frit og mærkeværksted: 100 procent kulance
  • 1,2 turbo: Fem-otte år/150.000: Reservedele dækkes 100 procent.
  • 1,0 og 1,2 u/turbo: Fem år/150.000 ved fuld service på mærkeværksted: 100 procent kulance.

FDM

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.