Risgaard og Eigilds fartfyldte satsning lukker
De kendte pengemænds investering er gået tabt, men selskabet lukker på "helt udramatisk vis"
Opdateret kl. 12:23
AALBORG: De elsker begge to biler og høj fart, og de færdes i de samme kredse.
Derfor gik Jacob Risgaard og Eigild B. Christensen sammen om en "millioninvestering" i firmaet P1 Esport.
Formålet med firmaet var at gøre Danmark til verdens førende nation inden for digital motorsport. Også kendt som "simracing".
Den drøm er nu slukket. Det skriver Finans. Selskabet gør klar til at lukke sig selv i løbet af efteråret.
Over for Finans forklarer direktøren i P1 Esport, Kasper Heibøll Nielsen, at coronapandemien og en generel frygt for inflation er blandt årsagerne til, at forretningen ikke har udviklet sig som ønsket.
- Vi har måtte konstateret, at vi på nuværende tidspunkt hører under ”nice-to-have” i folks økonomi. Det har betydet, at vores produkt og tilbud - en fysisk medlemsklub, i stigende grad er blevet fravalgt af vores kunder fra efteråret og frem. Horisonten på, at denne udvikling ville vende igen, var for svært at spå om, og derfor tog vi beslutningen om at lukke det eksisterende setup med en fysisk medlemsklub, da vi ikke ønsker at investere yderligere, siger han.
Siger ikke nej til Eigild
Det var mangemillionæren Eigild B. Christensen, der i 2021 kontaktede Jacob Risgaard med henblik på at investere i P1 Esport.
- Når Eigild ringer, siger man ikke nej. Alene det at få lov at arbejde sammen med ham og lære af ham er en gave i sig selv. Han har altid været et stort idol for os i Coolshop, sagde Jacob Risgaard dengang til Nordjyske.
Ifølge investoren var der tale om en af verdens hurtigst voksende sportsgrene med meget store penge.
Derfor mente de at have udset sig en god forretning, der blandt andet skulle indebære fire afdelinger i Danmark. Så langt nåede projektet aldrig.
P1 Esport nåede kun at drive ét e-motorsportscenter i København, hvor medlemmer kunne bruge simulatorudstyr som rat, pedaler og skærm til at konkurrere mod andre online.
Til efteråret er eventyret slut, når P1 Esport afvikler sin forretning. Det sker "helt udramatisk, hvor ingen lider nogen tab", fortæller direktøren, Kasper Heibøll Nielsen, til Finans.
Hvordan det skal lade sig gøre er uvist.
Virksomheden havde sidste år et underskud på over 2,2 millioner kroner, hvilket efterlod egenkapitalen - virksomhedens pengepung - i et minus på over fire millioner kroner.