Så vildt går det for sig i Pandrup: Brødfabrik skruer kraftigt op
Nordjyllands største brødfabrik øger produktionen - og maner til besindighed
Opdateret kl. 10:52
PANDRUP: Hvis du har været ude at handle ind de seneste dage, har du sikkert bemærket det. Brødhylderne er tomme, ofte kort efter, at butikkerne åbner.
Trods alle opfordringer til at udvise samfundssind, bliver der hamstret i stor stil af basisvarer i de danske butikker. Det mærker de også på brødfabrikken i Pandrup.
- Vi har øget vores produktion torsdag og fredag med 50 procent for at kunne følge med efterspørgslen, siger Peter Vejrgang, fabrikschef, Lantmännen Schulstad.
Se over en hel uge har fabrikken dog kun øget produktionen med cirka 10 procent.
Mængden af brød er øget på flere måder. Fabrikken har tre produktionslinjer, der samlet set har øget deres timetal en smule. Men den store gevinst kommer ved at reducere antallet af mærker. Pandrup-fabrikken producerer normalt 50 forskellige typer af brød. Dette tal har de indtil videre reduceret til 27.
- Det tager lang tid, hver gang vi omstiller produktionen til en ny brødtype. Når vi reducerer antallet, kan vi derfor bage langt flere af hver slags, fordi anlæggene kører i længere tid af gangen, siger Peter Vejrgang.
Ansatte står ikke tæt
Brødfabrikken mærker også krisen på andre måder. Her er ingen syge af coronavirus. Men som alle andre virksomheder, har man nøje overvejet, hvilke medarbejdere, der eventuelt kan arbejde hjemmefra. Det kan kun to ansatte i administrationen. Resten af de 180 ansatte er nødt til at møde, fordi fødevareforsyningen skal sikres. Men alle ansatte tager forholdsregler.
- Vi sidder kun på hver 2. stol i kantinen, alle bruger håndsprit og vi undgår fysisk kontakt så vidt som muligt, siger Peter Vejrgang.
Han oplyser, at de ansatte i produktionen ikke står tæt, så de burde ikke kunne smitte hinanden.
Han regner ikke med, at fabrikken bliver ramt af corona-virus på en negativ måde de kommende uger, med mindre altså at en stor mængde ansatte bliver syge.
Han forventer ikke, at omsætningen vil blive påvirket af corona-virus.
- Folk smører selvfølgelig færre madpakker, når de ikke er på arbejde, men så spiser de det nok i stedet derhjemme. Brød er en basisvare, som har et jævnt salg, så jeg forventer ikke, at vi bliver ramt økonomisk, siger Peter Vejrgang.
En ting kan vælte læsse
Der er dog én enkelt ting, der vil kunne vælte hele læsset. Nemlig råvareforsyningen.
- Hvis situationen eskalerer, så vi ikke længere kan få leveret råvarer, kan vi ikke bage brød, men vi står selv for hele forsyningskæden, så det sker formodentlig ikke, siger Peter Vejrgang.
Han opfordrer folk til at slå koldt vand i blodet og tage det helt roligt.
- Vi har brød nok. Der er overhovedet ingen grund til at hamstre, siger Peter Vejrgang.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.