Sidst gik alting galt: Nu har Louise haft kontrolbesøg igen

Onsdag formiddag var Fødevarestyrelsen atter på besøg i St. Brøndum Ostebutik

Louise Wittendorff Dam, indehaver, St. Brøndum Ostebutik. <i>Foto: Bente Poder</i>

Louise Wittendorff Dam, indehaver, St. Brøndum Ostebutik. Foto: Bente Poder

SKØRPING:Louises hjerte bankede helt oppe i halsen, da hun onsdag formiddag gik og gjorde rent i sin ostebutik. Hun havde allerede spottet Fødevarestyrelsens kontrollanter cirkulere forbi i bilen flere gange.

-  De har kørt forbi her fire gange nu de sidste tre kvarter, siger Louise Wittendorff Dam, indehaver, St. Brøndum Ostebutik.

Oplevelsen fra det katastrofale kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen for to uger siden sidder stadig i kroppen. Her havde en mandlig kontrollant, ifølge indehaveren og flere vidner, en særdeles grov opførsel og puffede til kunderne. 

Louise har efterfølgende fået, og accepteret, en undskyldning fra Fødevarestyrelsen for kontrolbesøget, efter at Nordjyske har skrevet en række artikler om det.

Fødevarestyrelsen har også beklaget, at man har fejltolket reglerne de seneste to besøg og har derfor trukket alle anmærkninger omkring for høje temperaturer på brieoste tilbage. Så nu har butikken kun glade smileys.

Bange for kontrollanter

Alligevel var Louise meget bekymret, inden kontrollanterne kom.

- Jeg har intet at skjule, men jeg er bange for, at de nu rigtigt går efter mig, siger Louise Wittendorff Dam.

Modsat sidste gang havde hun dog denne gang et es i ærmet. Butikkens videoovervågning var under udskiftning ved forrige kontrolbesøg, så der var ingen video- eller lydoptagelse af det. Ingen af de tilstedeværende cirka 20 kunder optog det voldsomme optrin. 

- Jeg har fået nyt videoudstyr sat op og har testet det hele, så denne gang er der fuld overvågning på, siger Louise Wittendorff Dam.

St. Brøndum Ostebutik. <i>Foto: Lars Pauli</i>

St. Brøndum Ostebutik. Foto: Lars Pauli

Hun havde også bedt sin nabo om lige at komme og være med under kontrolbesøget, fordi hun ikke følte sig tryg ved at være alene med kontrollanterne.

Opførte sig pænt

Louise får dog ikke brug for at benytte videomaterialet i en eventuel klagesag. 

Fødevarestyrelsen havde sendt to kontrollanter fra Aarhus, som opførte sig pænt og høfligt.

- De sendte to kontrollanter, som jeg aldrig har set før. Der var intet overhovedet. Det var søde og rare mennesker. En midaldrende kvinde og en lidt yngre mand, siger Louise Wittendorff Dam.

De to kontrollanter var klare over, at brieostene ikke skulle have tjekket temperaturerne, så det undlod de, modsat de seneste to besøg fra Fødevarestyrelsen, hvor kontrollanterne fejltolkede reglerne og gav anmærkninger og bøde til St. Brøndum Ostebutik, som Fødevarestyrelsen efterfølgende har beklaget og trukket tilbage igen.

Gulv kunne udskiftes

Kontrollanterne bemærkede dog, at Louise burde skrive ned, hvornår hun satte brieostene ud i kølemontren og hvornår hun satte dem tilbage i kølerummet igen.

- Det er intet problem, det gør jeg bare, det tager kun 10 sekunder. Det har jeg bare aldrig fået at vide før, siger Louise Wittendorff Dam.

Kontrollanterne bemærkede også, at gulvet var gammelt i kølerummet, og at forretningen kunne overveje at udskifte det med et nyt af linoleum, som er lettere at rengøre, men det er ikke noget, St. Brøndum Ostebutik behøver at gøre. Det agter Louise heller ikke.

- Mit gulv er rent i kølerummet. Jeg er klar over, at det kan se træls ud, men til gengæld er det kvalitet, siger Louise Wittendorff Dam.

Hun er meget, meget glad for, at besøget af Fødevarestyrelsens kontrollanter atter er blevet en positiv oplevelse, så hun igen kan se dem som sparringspartnere.

- Kontrollanterne var præcist, som jeg har oplevet dem før. De var søde og rare og så med andre øjne på min butik. Det var lækkert. Jeg glæder mig til næste gang, de kommer, siger Louise Wittendorff Dam.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden