Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel godt minde ret meget om hinanden. En gang imellem kommer der dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i hukommelsen. Det er sådan en de medvirkende fortæller om i serien, "En arbejdsdag jeg aldrig glemmer".

En dag i februar 1991

Da jeg startede som sælger ved Konica Minolta, var jeg på nogle kurser. Her blev vi undervist i, hvordan du laver en såkaldt icebreaker, hvordan du tackler indvendinger, og hvordan du stiller hv-spørgsmål til kunden. Vi fik også at vide, at når du fik et nej, så skulle man blot tænke, at kunden gerne vil sove på det.

En dag havde vi det, der hedder kanvas. Der skulle arrangeres kundemøder, hvor vi skulle vække interesse for vores produkter og dermed et salg. Jeg lavede en aftale med et firma, der ikke eksisterer mere, som lå i Pandrup.

Jeg skulle være der tidligt om morgenen. Da jeg kørte derud, var solen ikke helt stået op endnu, der var helt stille, og disen lå over markerne, men jeg kunne ikke finde den gård, hvor firmaet lå, og endte med at blive forsinket.

Så jeg var allerede lidt presset, da jeg parkerede bilen og bankede på døren til gårdens hovedhus. Indefra blev der råbt ”Lige et øjeblik” med en meget kraftig røst.