Han ejer ejendomme i Nordjylland for flere hundrede millioner kroner – og hvirvles nu ind i en stor europæisk politiaktion
Med falske dating- og pornosider har et omfattende netværk trukket milliarder fra kreditkort i hele verden. En nordjydes virksomhed er central i efterforskningen, bekræfter tysk politi
Opdateret kl. 17:54
(Opdateret kl. 17.54 med et citat fra Kristian Møllers advokat, som oplyser, at han ikke er blevet kontaktet af de tyske myndigheder om nogen efterforskning)
I en storstilet og europæisk operation har politiet slået til med 18 anholdelser i en lang række lande.
En kvindelige dansk statsborger er blevet anholdt i Italien.
Og hun er interessant, for hun trækker tråde til et vidtforgrenet netværk af virksomheder, der er anklaget for at snyde tusindvis af kunder i hele verden.
Ifølge Politiken har den danske kvinde i årevis været en del af ledelsen i Dubai-virksomheden Aether.
Den ejes af en nordjyde, som af mediet blev døbt "manden uden ansigt".
Han hedder Kristian Møller, er født i Elling ved Frederikshavn og ejer ejendomme i Nordjylland for flere hundrede millioner kroner.
Falske dating- og pornosider
I sommer afslørede Politiken sammen med 20 internationale medier, at den 40-årige nordjyde Kristian Møller styrer et netværk af flere hundrede fuphjemmesider, der lokker folk ind i en abonnementsfælde.
Det sker især på falske dating- og pornosider.
Ofrene skal på verdensplan tælles i tusinder, skrev avisen, og hans virksomhed Aether skulle omsætte for mere end 1 milliard kroner.
Det har givet Kristian Møller mulighed for at føre en ekstravagant livsstil med sportsvogne og luksusvilla på Ibiza.
Alene i Nordjylland ejer han ejendomme, der meget konservativt er vurderet til 266 millioner kroner.
Langt de fleste beliggende i Aalborg.
Men på trods af det er han nærmest totalt ukendt i offentligheden, og der eksisterer kun ganske få billeder af ham.
Over for Politiken har Kristian Møller tidligere afvist alle anklager.
- Aether Group afviser kategorisk enhver indblanding i ulovlige eller svigagtige aktiviteter. De fremsatte påstande er ubegrundede og bygger i høj grad på gisninger, fejlagtige antagelser og unavngivne kilder – ikke troværdige beviser, lød det i et skriftligt svar.
Bedrageri for over 2,2 mia. kr.
Onsdag i denne uge skrev det internationale politisamarbejde Eurojust i en pressemeddelelse, at der blandt de 18 anholdelser var mindst én dansk statsborger.
Over for DR Nyheder har Eurojust oplyst, at der er tale om en dansk kvinde, som er blevet anholdt i Italien.
Og Politiken har talt med en tidligere ansat i Kristian Møllers Aether, som siger, at den anholdte kvinde har været en del af ledelsen i Aether i mange år.
Eurojust skriver i pressemeddelelsen, at den har slået til mod tre netværk, som har snydt flere millioner kreditkortindehavere.
Agenturet estimerer, at det samlede bedrageri beløber sig til mere end 300 millioner euro - svarende til over 2,2 milliarder kroner.
Og ét af de tre netværk er Kristian Møllers Aether.
- Det kan vi bekræfte, siger Harald Kruse fra det tyske kriminalpoliti, Bundeskriminalamt, til Politiken og avisens partnere i journalistsamarbejdet European Investigative Collaborations (EIC).
Overfor Politiken har Kristian Møller via sin advokat meddelt, at han ikke ønsker at kommentere efterforskningen.
Til Nordjyske skriver en advokat, der repræsenterer Kristian Møller, at deres klient "ikke er blevet kontaktet af de tyske myndigheder om nogen efterforskning".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.