Stor nordjysk fusion omfatter 140 medarbejdere: - Vi ruster os til fremtiden
Fusionen omfatter omkring 140 medarbejdere med afdelinger i de største nordjyske byer
Opdateret kl. 20:54
Økonomien taler ellers sit eget sprog.
Selskaberne har formået at skabe succesfulde forretninger uden hjælp fra hinanden, viser deres regnskaber.
Men hvis de skal overkomme udfordringer i fremtidens bilbranche med nye teknologier, er tiden inde til at slå pjalterne sammen.
Derfor fusionerer de to nordjyske Toyota-bilkæder, NOVABIL og SDKbiler. Det er en af de største fusioner blandt nordjyske bilforhandlere.
Det oplyser SDKbiler, som fremover bliver navnet for selskabet, i en pressemeddelelse.
Ledelsen består fremover af Poul Kjærsgaard, Ole Kragh og Niels Pedersen, som alle kommer til at indgå i et ligeværdigt ejerskab af selskabet.
Fusionen omfatter omkring 140 medarbejdere, som alle kommer til at fortsætte i deres job, oplyser Ole Kragh.
Ruster sig til fremtiden
Fusionen sker for at ruste sig til en fremtid i bilbranchen med nye teknologier, som elbiler og brintbiler og øgede krav fra myndigheder, ESG-rapportering og digitalisering.
Her bliver virksomheders størrelse en vigtig faktor, så man lettere vil kunne rumme alle de nye tiltag.
- Vi ser store perspektiver med den øgede styrke, vi sammen nu kan mønstre, siger en af de nye ligeværdige ejere, Poul Kjærsgaard.
Poul Kjærsgaard kommer oprindeligt fra SDKbiler, der startede med Toyota helt tilbage i 1968. Han er tredje generation i familievirksomheden.
Hurtig aftale
For NOVABIL's vedkommende startede salget af Toyota-biler allerede i 1970 i Brønderslev, hvor selskabet har hovedsæde. Selskabet har også bilhuse i Hjørring, Frederikshavn samt en filial i Skagen.
Ole Kragh har været med siden 1991, mens Niels Pedersen kom til virksomheden i 1999. I 2002 overtog de sammen forretningen.
- Med sammenlægningen får vi en organisation med den helt rigtige størrelse, som forsat kan udvikles og sikre de allerbedste rammer for vores knap 140 dedikerede medarbejdere. Vores ambition er at være det foretrukne bilmærke og byens bedste bilforretning, lyder det fra Niels Pedersen.
- Det gik hurtigt med at finde et fælles fundament at bygge videre på. Da dialogen var startet, blev det straks tydeligt, at mange af vores værdier var så ens, at et naboskab skulle udvides til et partnerskab, forklarer kollegaen Ole Kragh.
Overskudsforretninger
Novabil opnåede i sidste årsrapport et overskud på 8,2 millioner kroner. Deres egenkapital tæller 26,2 millioner kroner.
Regnskaber for SDKbiler viser også en sund økonomi med 2,7 millioner i overskud i seneste regnskabsår med en egenkapital på 29,9 millioner kroner.
Mens det fælles ejerskab altså allerede er på plads, sker den endelige fusion af NOVABIL og SDKbiler først i sommeren 2024.
Den samlede virksomhed vil fremover udover seks lokationer med salg og værksteder i Aalborg, Nørresundby, Brønderslev, Hjørring, Frederikshavn og filialen i Skagen også rumme skadescentre tre af stederne og autolakeringsværksted i to af afdelingerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.