Byggefirmaer fyrer og lukker afdelinger: - Det er følelsesladet
- Det er en følelsesladet beslutning, siger direktør. Han er ikke den eneste, der har måttet skære til

Flere år med kraftig vækst er erstattet af brat opbremsning for landets byggefirmaer. Foto: Søren E. Alwan/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
BYGGERI:Landets store typehusfirmaer har i årevis redet på en bølge af fremgang med masser af salg og overskud i millionklassen.
Nu er boligmarkedet bremset op og salget af nybyggede huse gået fuldstændig i dørken. Det får store konsekvenser for husbyggerne.
Milton Huse, der er blandt de største typehusfirmaer herhjemme, meddelte tirsdag, at man fyrer adskillige medarbejdere og lukker en række af sine salgsafdelinger rundt om i landet – dog ikke kontoret i Aalborg.
I alt 24 ansatte mister deres arbejde.
- Det er en følelsesladet beslutning at sige farvel til dygtige og passionerede kolleger, og vi vil i ledelsen gøre, hvad der står i vores magt for at hjælpe de berørte kolleger bedst muligt videre, siger adm. direktør Erik Rehnquist.
Kvalerne går igen
I årets første seks måneder har Milton Huse solgt 49 procent færre parcelhuse end i samme periode af 2021, og efterspørgslen på nybyggede parcelhuse er fortsat faldende.
Det skyldes især stigende renter og inflation samt konsekvenserne af krigen i Ukraine.
Hos Huscompagniet, der bygger vidt og bredt i det nordjyske, er billedet det samme. Også her er salget af nybyggede huse halveret, og selskabet måtte for nyligt lukke sin afdeling i Horsens og afskedige 46 medarbejdere. Den anden fyringsrunde på kort tid.
Dermed har Huscompagniet siden nytår vinket farvel til en femtedel af sin samlede medarbejderstab.
- Vi er i historisk udfordrede tider, lød det efter seneste fyringsrunde fra adm. direktør Martin Ravn-Nielsen.

Martin Ravn-Nielsen, adm. direktør i Huscompagniet. Foto: John Ehbrecht.
Ramt af underskud
Eurodan-Huse er ligeledes ramt af salgskvaler og har måttet sige farvel til 30 medarbejdere. Et nyt regnskab for 2021/22, der sluttede i april, viser et underskud på 4,2 millioner kroner ud af en omsætning på 1,5 milliarder kroner.
- Massive prisstigninger på materialer ramte et niveau, som blev en del højere end forudset, og som vi ikke har set i nyere tid, siger adm. direktør og medejer Thomas Dahl til Licitationen.
Det er en kombination af flere ting, som får typehusfirmaernes ordrebøger til at svinde ind. Foruden stigende renter og inflation og en historisk lav forbrugertillid har byggebranchen længe bakset med leveringsproblemer som følge af nedbrudte forsyningskæder og skyhøje materialepriser.
Samtidig har fastlåste salgspriser- og kontrakter ædt en del af indtjeningen på de huse, som firmaerne har skullet færdigbygge.
For at gøre ondt værre rammer nedgangen på et tidspunkt, hvor flere af typehusfirmaerne netop har investeret store summer i fremtidig vækst. I flere tilfælde for lånte penge.
Nu er de alle nødt til at tilpasse forretningen.
Kunderne holder igen
Flere steder fra lyder det, at kunderne er blevet mere tilbageholdne. Nogle afventer og ser tiden an i håbet om, at både boligrenterne og materialepriserne for alvor lægger sig igen.
Andre må helt droppe tanken om nybyggeri, fordi budgettet ikke længere hænger sammen, og banken siger nej til, at de kan låne flere penge.
Salget af byggegrunde er i alle landsdele faldet med mellem 44 og 77 procent, når vi sammenligner de første fem måneder af 2022 med samme periode sidste år. Det viser tal fra Boligsiden.dk.
Faktisk er salget af helårsgrunde ikke set lavere siden 2014.
Historisk dårlig sigtbarhed
Det kan mærkes hos de firmaer, som skal bygge husene, der står på grundene.
Efterspørgslen på nybyggede parcelhuse er ifølge Milton Huse markant lavere end det historiske gennemsnit for parcelhusmarkedet.
- Den øgede usikkerhed gør også, at sigtbarheden omkring markedsudviklingen er historisk dårlig, lyder det fra typehusfirmaet.
Ifølge Danmarks Statistik er der de seneste år bygget omkring 6000 nye huse om året. Der er i Danmark i alt 1,1 millioner parcelhuse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.