Storfisker sælger ud og skælder ud

Reducerer sin fiskerflåde og kalder kvote-sagen for politisk hetz

Henning Kjeldsen. Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix <i>Scanpix Denmark</i>

Henning Kjeldsen. Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

SKAGEN:I et opslag på Facebook meddeler storfiskeren, Henning Kjeldsen, fra Skagen, at han netop har solgt sit nybyggede fiskefartøj, Gitte Henning, der er blevet bygget i Spanien. Fartøjet er dieselelektrisk og forurener langt mindre end ældre fartøjer.

Henning Kjeldsen oplyser også, at han derudover har solgt alle sine pelagiske fiskerettigheder til seks rederier. Han ejer stadig to skibe og har part i et tredje skib. Han er også i færd med at få bygget et nyt fiskefartøj på Vestværftet i Hvide Sande.

Fortrød tilbagetrækning

I juni 2019 meddelte Henning Kjeldsen, at han ville trække sig fra fiskeriet.

Dengang var årsagen, at det blev gjort ulovligt at låne penge ud til unge fiskere, så de kunne få ejerandele i hans både og dermed formel ret til at købe egne kvoter.

Henning er træt

Årsagen til, at Henning Kjeldsen nu sælger ud af sin forretning er, at han er blevet træt af det, han kalder politisk hetz.

"Jeg er blevet træt, ikke træt som i træt, men træt af den politiske hetz, der har været på mig og mit rederi samt familie de sidste, ja snart, mange .", skriver Henning Kjeldsen.

Bøde på 54 millioner

Henning Kjeldsen blev i december 2021 idømt en bøde på 54 millioner kroner for via stråmænd på ulovlig vis at have haft råderet over for mange fiskekvoter. Hans hustru Birthe fik også en bøde på 3,5 millioner kroner i sagen.

Tidslinje

8. september 2015: Greenpeace politianmelder Henning og Birthe Kjeldsen samt Birthe Kjeldsen søn for at omgå kvotekoncentrationsreglerne. Greenpeace politianmelder i første omgang også NaturErhvervsstyrelsen for ikke at have ført ordentligt tilsyn med, om kvotereglerne var overholdt.

19. maj 2016: Nordjyllands Politi, der behandler politianmeldelsen, anmoder NaturErhvervsstyrelsen om at vurdere lovligheden af en række forhold, som politiets efterforskning har afdækket.

3. november 2016: Styrelsen sender sin vurdering til politiet. Konklusionen er, at der ingen ulovligheder er foregået.

17. januar 2017: Nordjyllands Politi stopper efterforskningen.

Foråret 2017: Rigsrevisionen begynder at undersøge forvaltningen af fiskeriområdet.

10. juli 2017: Landbrugs- og Fiskeristyrelsen (som NaturErhvervsstyrelsen har skiftet navn til) indgiver efter ordre oppefra politianmeldelse til Nordjyllands Politi mod en række fiskere på baggrund af et udkast til beretning fra Rigsrevisionen. Anmeldelsen har flere lighedspunkter med Greenpeace's politianmeldelse i 2015.

7. august 2017: En - efterfølgende fyret - medarbejder i styrelsen trækker egenhændigt politianmeldelsen tilbage!

18. august 2017: Styrelsen anmoder politiet om alligevel at behandle sagen!

August 2017: Rigsrevisionen kommer i en beretning til Statsrevisorerne med en sønderlemmende kritik af forvaltningen af fiskekvoterne og offentliggør konkrete mistanker om stråmandsvirksomhed.

December 2017: Landbrugs- og Fiskeristyrelsen politianmelder yderligere forhold.

Juni 2020: Anklagemyndigheden rejser tiltale mod Henning og Birthe Kjeldsen og 8 andre fiskere for overtrædelse af kvotereglerne.

Februar 2021: Straffesagen mod de tiltalte fiskere - og deres rådgivere - begynder ved Retten i Holstebro.

17. december 2021: Retten kender de tiltalte skyldige.

Ifølge milliardærlisten, som Økonomisk Ugebrev udgav i november 2021, så er Henning Kjeldsen god for 2,3 milliarder kroner. Det gør ham til Danmarks 83. rigeste mand.

Det er ikke lykkedes for Nordjyske at få en kommentar fra Henning Kjeldsen på hans nyeste udmelding.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.