Fik krisehjælp og måtte massefyre - nu skal de pludselig ansætte 70
I 2022 gik det helt galt. Nu er det hele vendt - og i denne uge begynder ny ansættelsesprocedure
Opdateret kl. 16:33
Det er især medarbejdere i tømrerfaget, der bliver brug for.
Men der er også behov for faglærte malere og elektrikere frem mod sommeren 2024.
Faktisk skal der ansættes op mod 70 nye medarbejdere.
Flere nye byggeprojekter betyder nemlig, at der igen er travlt hos Scandi Byg i Løgstør, som er Danmarks største, når det gælder industrielt fremstillet modulbyggeri - til blandt andet boliger, kontorer, institutioner og skoler.
Og dermed er en kedelig udvikling vendt.
Nu er der 175 ansatte
I flere år har Scandi Byg været udfordret, og i 2022 gik det galt med et underskud på næsten 90 millioner kroner - og en fyringsrunde til følge.
På daværende tidspunkt var der en medarbejderstab på 230 ansatte.
Nu er der 175 ansatte - og 70 flere er altså på vej.
I denne uge går rekrutteringsprocessen i gang på Scandi Byg, og de første medarbejdere bliver ansat inden nytår.
Indgår i aftenhold
Scandi Byg leverer samlede løsninger, hvor alt fra elektricitet til VVS bliver lavet i modulerne, inden de bliver samlet på byggepladsen.
Virksomhedens hovedkontor og produktion ligger i Løgstør, hvor samtlige modulløsninger udvikles og produceres.
Herfra bliver de transporteret til den pågældende byggeplads i Danmark eller udlandet.
Der er i første omgang brug for mellem 45-50 nye medarbejdere, oplyser administrerende direktør hos Scandi Byg, Torben Bloch Nielsen, i en pressemeddelelse.
De nye produktionsmedarbejdere vil indgå i nuværende aftenholdskift, som arbejder fire dage om ugen.
Fik krisehjælp for et år siden
Henrik Lundgaard Jensen, produktionschef hos Scandi Byg, forklarer, at der er gjort et stort forberedelsesarbejde for, at de nye medarbejdere falder godt til.
Virksomheden har tidligere været udfordret af flere udskudte byggeprojekter, blandt andet Fælledby på Amager. Her skal Scandi Byg opføre 351 boliger i den nye bydel.
Nu er virksomheden i gang med at producere de mange hundrede træmoduler, som skal udgøre boligerne, og derfor er der altså brug for flere hænder.
For et år siden fik Scandi Byg krisehjælp på 50 millioner kroner fra det daværende moderselskab MT Højgaard Holding.
2022 blev dermed et elendigt år for virksomheden, der var ude i massefyringer, kæmpe tab på projekter og en ejer, der ikke længere ville være med.
Det er Nordic Wood Industries, der præfabrikerer til bæredygtigt byggeri i Danmark og udvalgte lande i Nordeuropa, som bliver ny ejer af virksomheden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.