Stort byggefirma får ny ejer midt i økonomisk stormvejr

MT Højgaard Holding har fundet en ny ejer til Løgstør-virksomheden med 220 ansatte

Sidste år varslede virksomheden massefyringer og et dundrende millionunderskud. Nu har ejeren fundet en køber af den store arbejdsplads.  <i>Arkivfoto: Andreas Falck</i>

Sidste år varslede virksomheden massefyringer og et dundrende millionunderskud. Nu har ejeren fundet en køber af den store arbejdsplads.  Arkivfoto: Andreas Falck

LØGSTØR:En af Nordjyllands største byggevirksomheder får ny ejer.

Det er Scandi Byg i Løgstør, som udvikler, producerer og opfører såkaldte modulbyggerier i træ. Virksomheden omsætter for over 300 millioner kroner årligt og beskæftiger 220 ansatte.

Byggevirksomheden har på det seneste været i et økonomisk stormvejr, som står til at medføre et dundrende millionunderskud og massefyringer. 

Den nuværende ejer, MT Højgaard Holding, meddelte kort før jul, at koncernen havde besluttet at indlede en salgsproces for Scandi Byg. Ejeren mente ikke længere at være den rette ejer for byggevirksomheden. 

Nu er den kommende køber fundet. 

Koncerndirektør Henrik Mielke, MT Højgaard Holding og koncerndirektør Thomas Raunsbæk, har indgået en forpligtende aftale. <i>Pressefoto</i>

Koncerndirektør Henrik Mielke, MT Højgaard Holding og koncerndirektør Thomas Raunsbæk, har indgået en forpligtende aftale. Pressefoto

Det er Nordic Wood Industries, der præfabrikerer til bæredygtigt byggeri i Danmark og udvalgte lande i Nordeuropa. 

I første omgang er der tale om et samarbejde med en optionsaftale om overtagelse af Scandi Byg.

Et økonomisk stormvejr 

Tilbage i midten af november kunne Nordjyske fortælle, at Scandi Byg varslede massefyringer af op mod 60 ansatte.

- Det er voldsomt mange, vi skal sige farvel til nu. Men der er ingen vej udenom, hvis vi skal sikre vores arbejdspladser, lød det fra konstitueret administrerende direktør Torben Bloch Nielsen.

Koncerndirektør i Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk, lægger da heller ikke skjul på, at der har været udfordringer.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at Scandi Byg de seneste år har haft udfordringer med udskudte byggeprojekter, uforudsigelighed i produktionen og høje materiale- og energipriser, siger han i en pressemeddelelse.

 <i>Arkivfoto</i>

Arkivfoto

Økonomien i Scandi Byg har gennem en længere periode været nedadgående. Da regnskabet for 2021 landede, viste det, at overskuddet var styrtdykket som følge af flere store udskudte byggeprojekter.

MT Højgaard meddelt før jul, at Scandi Byg vil give et underskud på 56 millioner kroner i 2022. Det blev begrundet med, at nye ordrer var indløbet så sent, at de først ville gå i produktion i 2023.

Ny ejer vil investere

Men Thomas Raunsbæk har, som tidligere direktør i Scandi Byg fra 2016-2020, et indgående kendskab til virksomheden. Han tror på, at den igen skaber vækst.

- Vi mener, at vi - via det stærke fællesskab, et entydigt fokus på bæredygtigt byggeri og tværgående netværk i Nordic Wood Industries - kan skabe en god udvikling og en lønsom virksomhed, der kan vækste i både Danmark og i udlandet, siger han.

Den nye ejer er klar til at investere, lover Thomas Raunsbæk.

- Samtidig er vi også klar til at investere det nødvendige i virksomheden, siger han.

Administrerende koncerndirektør Henrik Mielke, MT Højgaard Holding, er enig i, at Scandi Byg kan opnå en positiv effekt af et forpligtende samarbejde og et ejerskifte:

- Vi er glade for at have indgået et forpligtende samarbejde og en optionsaftale om salg af Scandi Byg til Nordic Wood Industries, der som langsigtet ejer vil kunne skabe stabilitet og give medarbejderne de bedste betingelser for at udnytte mulighederne inden for modulbyggeri og skabe værdi for kunderne, siger Henrik Mielke.

Scandi Byg har over 40 års produktudvikling bag sig. 

Koncerndirektør hos Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk, glæder sig over overtagelsen. 

- Vi er meget glade for, at vi har fået muligheden for at overtage virksomheden, dens dygtige medarbejdere og vigtige kompetencer inden for mere miljøvenlige byggeløsninger.

- Vi ser frem til at byde Scandi Bygs ledelse og de mange medarbejdere velkommen i koncernen. 

Formand for Nordi Wood Industries er erhvervsmanden Asbjørn Berge, der selv er fra Løgstør og tidligere har været direktør på Jeld-Wen - også i Løgstør. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.