Stort nordjysk byggefirma opsiger direktøren
En enig bestyrelse og ejerkreds har valgt at stoppe samarbejdet med øjeblikkelig virkning
AALBORG: Han er tidligere blevet kåret til Årets Leder og har en række ledende stillinger i store danske virksomheder bag sig.
Nu er den 51-årige erhvervsmand Peter Boltau færdig som topchef i den nordjyske byggekoncern TL Byg. En enig bestyrelse og ejerkreds har besluttet at opsige Peter Boltau med udgangen af måneden.
- Flere af de aftalte mål er desværre ikke blevet indfriet, og TL Bygs udvikling har overordnet set ikke været tilfredsstillende, forklarer bestyrelsesformand Mikael Vest og fortsætter:
- Den danske byggesektor har oplevet en stor fremgang de seneste et-to år, og her har vi i TL Byg haft en mere flad udvikling. Det er der mange årsager til, men nu ønsker vi at indlede en ny fokuseret fase for TL Byg med en ny topchef ombord.
Mikael Vest ønsker ikke at uddybe sagen nærmere.
Peter Boltau, 51 år, er født på Sjælland
Fra han var to til seks år rejste familien til Kenya, hvor hans far arbejdede for Danida.
Han byggede veje i Mombasa og Nairobi
Familien flyttede derefter til Vejle, hvor han tog studentereksamen.
Derefter tog han et år i USA, inden han gjorde karriere i militæret og var sergent
Derefter kom han til Aalborg for at læse international teknologiledelse og blev civilingeniør
Han skrev speciale for Coloplast, hvor han efterfølgende blev ansat i Thisted
Her havde han fire år, var logistikkoordinator og derefter logistikchef
Han har været ansat - mest som leder - i forskellige virksomheder: Migatronic, Martin Professional, Man Diesel, PriceWaterhouseCoopers PwC , Nyfors, Bryl og senest Aalborg Portland som logistikdirektør, inden han kom til TL Byg som administrerende direktør i juni 2018.
Privat bor han i Sæby.
Brat dyk i overskuddet
TL Byg er en af Nordjyllands største entreprenørvirksomheder og er ejet af Georg Thinggaard og Flemming Nørgaard Larsen. De kunne sidste år se overskuddet i deres virksomhed styrtdykke.
Fra 13 millioner kroner til blot en enkelt million kroner.
Bag den bratte nedgang lå den dæmper på samfundsøkonomien, som truslen fra Covid-19 udløste.
- Vi har siden marts haft en mærkbar nedgang i ordrer, og det rammer os selvsagt hårdt på indtjening og bundlinje, sagde administrerende direktør Peter Boltau i den forbindelse.
Prestigefuld kåring
På daværende tidspunkt havde han måttet sige farvel til hver fjerde medarbejder. Nu er han selv fortid i TL Byg, der har hovedsæde i Skalborg og beskæftiger over 200 ansatte.
TL Bygs stiftere og hovedaktionærer, Flemming Larsen og Georg Thinggaard, indtræder nu i direktionen og skal sammen med det øvrige ledelsesteam varetage ledelsesopgaverne i den kommende periode.
Peter Boltau satte sig officielt til rette i stolen som administrerende direktør hos TL Byg den 1. juni 2018.
Et år senere blev han kåret til Årets Leder i Nordjylland. Her blev han blandt andet fremhævet for sin afsmittende energi og positivitet og vilje til at turde tage diskussioner og konfrontere den modstand, der måtte opstå.
Bag prisen stod UCN act2learn, Lederne Himmerland, Nordjyske Bank og Erhverv Norddanmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.