Surfere og fiskere i chok: Ulykken burde ikke være sket

En lokal erhvervsdrivende, der er erfaren surfer, og formanden for havbådene i Vorupør er begge enige efter påsejlingen af en surfer: De har aldrig hørt om en lignende sag

Mange mødte frem til øvelsen søndag i Vorupør, hvor ulykken skete, da en fiskerbåd ramte en surfer, der måtte springe for livet. <i>Privatfoto</i>

Mange mødte frem til øvelsen søndag i Vorupør, hvor ulykken skete, da en fiskerbåd ramte en surfer, der måtte springe for livet. Privatfoto

VORUPØR:Efter påsejlingen af en surfer ved Vorupør, er der opstået debat om hændelsen.

Politiet har meldt ud, at fiskeren har overtrådt en paragraf i straffeloven, fordi motorbåde altid skal vige for sejlbåde/surfere. Fiskeren, der påsejlede surferen er ikke sigtet i sagen, men politiet søger efter vidner.

Indehaveren af West Wind, Klaus Sørensen, har surfet det meste af sit liv og har drevet butik i Vorupør i fem år. Han har aldrig oplevet noget lignende:

- Jeg har surfet siden 1987. Jeg har aldrig hørt om en sag, som denne her før, nogensinde, siger Klaus Sørensen.

Han var ikke selv til stede, da ulykken sket, så han udtaler sig generelt i sagen. 

- Vejret den dag i det område var kun egnet til øvede surfere. Jeg driver også surfskole, hvor vi altid henviser til nord for landingspladsen, hvor man ikke er til gene for nogle, siger Klaus Sørensen.

Ifølge Nordjyskes oplysninger var det en tysk turist, der blev påsejlet. Hvorvidt vedkommende var nybegynder eller bare ikke kendte området, er uvist.

Klaus Sørensen opfordrer generelt surfere til at vise respekt for bådene og flytte sig, når de kommer. Han opfordrer aldrig selv surfere, der kommer i sin butik, til at surfe ud for landingspladsen, fordi det er for farligt, hvis man ikke er øvet eller er ukendt i området.

- Vi henviser altid til det område foran, hvor livredderne er. De dage hvor bølgerne er voldsomme er det også naturligt at det er øvede folk, der er på vandet, siger Klaus Sørensen.

På Facebook-gruppen, Vorupør.nu er der opstået en større diskussion om, hvad der er sket. En bruger foreslår, at man laver markerede baner mellem molerne for nybegyndere.

icon

Kunne man forestille sig, at nogle steder som eksempelvis, mellem molerne i Hanstholm og mellem molerne i Vorupør blev røde/sorte spots, hvor begyndere eller mennesker som kan have udfordringer ved at flytte sig, når der kommer en båd eller en anden surfer, blev anbefalet ikke at tage ud? Alternativt tror jeg desværre, der bliver flere episoder fremadrettet.

Kristoffer Kristensen, Facebook-gruppen, Vorupør.Nu, mandag 18. juli

Klaus Sørensen mener ikke, at det er en god ide at sætte markerede baner op. Det skyldes, at de gode surf spots flytter sig. Lige nu er det godt ved landingspladsen for de øvede, men det kan hurtigt ændre sig.

- Sandbanker og sandrevler ændrer sig meget, for to år siden var det nede i bugten, sidste vinter var det i Agger, lige nu er det så landingspladsen. Det kan være, at om to måneder, så er det på den anden side af høfden. Man kan ikke lave et fast område at surfe i, det synes jeg ikke man kan, siger Klaus Sørensen.

Han mener heller ikke, at det er en god ide at sætte advarselsskilte op ved stranden.

- Jeg synes ikke, vi skal have sådan et skilte tivoliland herude. Hvis folk vil ud, så tager de altså ud, alligevel, siger Klaus Sørensen.

Han opfordrer i stedet fiskere og surfere til at udvise agtpågivenhed, orientere sig om lokale forhold og passe på hinanden.

Fisker: Usædvanlig sag

Allan Munk er formand i både Vorupør Havbåde og Vorupør Pram/Lystfiskerforening. Han har efter eget udsagn sejlet, siden han som 4-årig var ude med sin far første gang. I de efterfølgende 45 år har han aldrig oplevet en lignende sag.

- Normalt fungerer det godt med de lokale surfere, men også med gæster udefra. Der er gensidig respekt mellem fiskerne og surferne, siger han.

Allan Munk har engang haft en ubehagelig oplevelse, hvor der pludselig dukkede et hoved fra en badegæst op, da han var ved at sejle ind til landingspladsen i Nørre Vorupør.

- Min far sejlede og jeg havde ekstra udkig efter, hvad der foregik. Da jeg så hovedet mellem bølgerne, blev der godt nok slået bak. Der er en grund til, at det er en erhvervsstrand og ikke en badestrand. Men normalt går surferne af vejen, hvis de kan. Og ellers går vi af vejen, hvis vi skal, siger Allan Munk.

Han forklarer, at der er meget at holde øje med, når man skal sejle ind til en landingsplads på strand i modsætning til at sejle ind mod en havn.

- Når surferne er ude, er det jo som regel, fordi der er bølger. En surfer kan ligge skjult bag en række af bølger, som man ikke kan se, når man kommer sejlende ind. Det er anderledes end at gå i havn, for der kan du afbryde forsøget og vende rundt. Der får du ikke en bølge ind over siden. Og så har man også blinde vinkler, som når man kører i bil.

Det er også grunden til, at det normalt fungerer mellem fiskerne og surferne. De har øje på hinanden, og afviger, hvis det er nødvendigt – lige meget hvem der ellers har retten.

- Surfere er jo ikke større end som så. Så det kan godt være, at vedkommende skal vige for en, men hvis man er ved at blive sejlet ned, så må man også flytte sig. Det gør vi også ude på havet. Hvis der kommer en supertanker mod mig, og han skal vige, men jeg står fast på min ret. Ja, så kan det godt være, at jeg ikke får lov til at snakke med nogen i morgen, siger Allan Munk.

Allan Munk kender ikke mere til ulykken på nuværende tidspunkt, end hvad Nordjyske har skrevet. Men netop fordi det altid har fungeret på landingspladsen i Nørre Vorupør, kan han ikke forestille sig andet, end at det er et uheld.

- Og gudskelov kom surferen ikke noget til.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.