Thy-virksomhed ansætter og udvider i Grønland
Hedegaard Nordic vil være en endnu større del af nye bygge- og anlægsprojekter i Grønland
VESTER VANDET: En stærk udvikling på bygge- og anlægsprojekter i Grønland får nu Hedegaard Nordic til at opruste på medarbejdersiden. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
- Der sker helt vildt meget i Grønland lige nu. Der er sat mange projekter i gang både omkring lufthavnene, men også med infrastruktur og andre anlægsprojekter, der skal følge med udviklingen. Det er en udvikling, vi vil tappe ind i og ønsker at være en del af de kommende mange år, fortæller Thomas Sandal Hansen, der er direktør hos Hedegaard Nordic.
Udvider mandskab
For at kunne følge udviklingen, der sker i Grønland, er Hedegaard Nordic på udkig efter flere kræfter til at supplere det eksisterende team. De søger lige nu en teknisk sælger, hvis hovedopgave bliver disse projekter i Grønland.
- Vi er på udkig efter en person med passion for Grønland. En, som har lyst til at være med vores kunder i Grønland på hele rejsen, når de skal byde ind på nye byggeprojekter - helt fra den indledende kontakt med kunden til indhentning og beregning af priser på materialer til en konkret opgave, siger Thomas Sandal Hansen.
Udover det, skal personen gerne have erfaring med beregning inden for byggeri og konstruktion, og skal have lyst til at rejse til Grønland ca. 14 dage to gange årligt. Derudover er det en stilling, som åbner for flere muligheder:
- Finder vi den rette kandidat, vil der på sigt være mulighed for at blive medejer og komme til at få et hovedansvar for den del af forretningen, som er rettet mod det grønlandske marked, tilføjer Thomas Sandal Hansen.
Stor erfaring i Grønland
Hedegaard Nordic er, og har i mange år været, totalleverandør af byggematerialer og tekniske artikler til VVS’ere, entreprenører, industri- og tømrervirksomheder i Grønland. Hver uge sender de varer fra Danmark til Grønland til deres samarbejdspartnere, og derfor har virksomheden både stor erfaring med optimering af fragt og forståelse for de geografiske udfordringer i Grønland.
- Vi har nogle erfarne folk hos os i Frede Amby og Jonna Heick, der efterhånden har rigtig mange års erfaring med samarbejder i Grønland, og det er også en stor styrke hos os i forhold til at kunne være behjælpelige med de nye byggeprojekter i Grønland, siger Thomas Sandal Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.