Forestil dig, at du står i et klasselokale på en folkeskole. Omkring dig myldrer 2. B. Du skal i gang med undervisningen, men det er svært at få ro i klassen: Tre af drengene er røget i totterne på hinanden, og det eskalerer. To af pigerne hiver dig hele tiden i ærmet, fordi de vil vise dig tegning, de har lavet i frikvarteret. Og pludselig kommer en lærer fra teamet med en vigtig besked.

Inden timen nåede du lige at tjekke aula for at finde ud af, at du skal svare på spørgsmål fra syv forskellige forældre. Blandt andet et par, der fortæller om en alvorlig konflikt i pigegruppen og antyder, at den bunder i dine evner til at lede klassen.

Ovennævnte er et tænkt eksempel. Men det kunne godt være hentet fra en helt almindelig folkeskole. Dén helt almindelige folkeskole, der generelt mangler lærere i en grad så stor, at man er nødt til at ansætte studerende og andre, der ikke har en faglig læreruddannelse. Også færre unge vil læse til lærer.

Der er både problemer med at rekruttere og fastholde lærere i jobbet. Og det er alvorligt.

“Den voksende lærermangel er en tikkende bombe i forhold til at undervise og uddanne eleverne," siger Preben Olund Kirkegaard, der er forskningsleder på læreruddannelsen, docent og ph.d. på Professionshøjskolen UCN i Aalborg.

Derfor haster det med at finde løsninger. Og det er grunden til, at Professionshøjskolen UCN i efteråret igangsætter et stort pilotprojekt, der skal kortlægge, hvorvidt en institutionaliseret mentorordning kan gøre en forskel.

Mentorordningen har til formål at støtte nyuddannede lærere i den første tid i skolen og lette overgangen fra studerende til nyuddannet lærer. Ordningen skal være med til at bygge bro.

“Det er ikke længere nok med tips, tricks og staldfiduser. Det er ikke nok med vejledning i de praktiske ting. Den sædvanlige sidemandsoplæring er slet ikke tilstrækkelig, for det er ikke nok at kopiere en erfaren medarbejder. Der skal noget helt andet til," siger Preben Olund Kirkegaard og tilføjer:

“Det er nødvendigt med deciderede samtaler. De nyuddannede skal støttes mentalt på en helt anden grundlæggende måde,” siger Preben Olund Kirkegaard.

Man vil selvfølgelig aldrig helt kunne forberede de nyuddannede på mødet med virkeligheden. I de allerfleste tilfælde vil de nyuddannede opleve et chok af større eller mindre karakter.

“Uanset hvor lang uddannelsen er - eller hvor bred eller dyb - så vil man aldrig kunne undgå praksischokket. Derfor må man sætte ind i forhold til de nyuddannede med en målrettet indsats," siger Preben Olund Kirkegaard.

Det vigtigste redskab er samtalerne.

“Man er nødt til at tale med de nyuddannede om de oplevelser, de har, så oplevelserne ikke sætter sig så dybt, at nyuddannede giver op og forlader professionen, før de næsten er i gang," siger Preben Olund Kirkegaard.

Netop samtalerne mellem de nyuddannede og de mere erfarne bør ophøjes og have større vægt.

“De nyuddannede har brug for at kunne samtale med de erfarne lærere om de udfordringer, de møder. De skal have mulighed for at blotlægge deres egen sårbarhed i en professionel sammenhæng. De skal have mulighed for at tale om alle deres emotionelle udfordringer," siger Preben Olund Kirkegaard og tilføjer:

“Ellers vil de ofte vende situationen indad og have en tilbøjelig til at føle sig utilstrækkelige”.

Nogle nyuddannede forsøger at finde nogen eller noget at placere skylden hos.

“Under deres uddannelse har de lært at reflektere, og det er godt. Men bagsiden af refleksionerne er, at man gør det hele tiden. Man skal også kunne lægge refleksionerne fra sig igen - og forlige sig med dem. Man behøver ikke at handle på dem eller stille nogen til ansvar.

“I stedet er det vigtigt, at man lærer at tænke sig frem til nogle fornuftige ræsonnementer, så man får fred. Og undgår for mange af de tanker, som kan sætte sig som en knude i maven," siger Preben Olund Kirkegaard.

Han ved godt, at det er lettere sagt end gjort.

For kravene til lærerne er ikke blevet færre.

Preben Olund Kirkegaard fremhæver særligt tre faktorer, der har ændret lærernes arbejdsvilkår:

1) En forældregeneration, der både kræver og curler mere - og betragter deres børn som små “guldklumper”.

2) En ungdomsgeneration, der stiller store krav til sig selv - og som gerne vil præstere.

3) Et stigende antal børn, der er udfordrede af diagnoser, men som på grund af den inklusionstankegang, der fulgte med skolereformen for ti år siden, har hjemme i de almindelige folkeskoler frem for specialtilbud.

Og netop derfor er det så vigtigt, at hjælpe lærerne godt over de hurdler, der måske særligt kan opstå i begyndelsen af deres arbejdsliv. Dér er hjælpen slet ikke tilstrækkelig i dag, og derfor er det vigtigt at finde ud af, hvordan overgangen kan gøres bedre, slår Preben Olund Kirkegaard fast.

Det er her, mentorordninger kommer ind i billedet.

Fra andre lande ved man, at mentorordninger virker, argumenter Preben Olund Kirkegaard.