Erhverv

Topchef for 700 ansatte i Nordjylland stopper uden forklaring - comeback til tidligere direktør

Den tidligere direktør vender tilbage - han har i mellemtiden været direktør for koncern i Løgstør

Medarbejderne hos Outline Vinduer i Farsø skal ligesom en række andre ansatte i vindueskoncernen Inwido Denmark have ny direktør. Arkivfoto
Medarbejderne hos Outline Vinduer i Farsø skal ligesom en række andre ansatte i vindueskoncernen Inwido Denmark have ny direktør. Arkivfoto Lars Horn / Baghuset

Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:57

NORDJYLLAND: En af Nordjyllands største virksomheder skifter ud på direktørposten uden nogen uddybende forklaring.

Det drejer sig om den svenskejede vindueskoncern Inwido, der beskæftiger knap 700 ansatte i Nordjylland.

Siden 2016 har Asger Drewes Jørgensen været administrerende direktør for Inwido Denmark, med adresse på Østre Havnegade i Aalborg. Men i slutningen af sidste år meddelte han pludselig bestyrelsen, at han ønskede at stoppe.

Bestyrelsesformand Henrik Nyby, der også er direktør i Outrup Vinduer og Døre, har ikke kendskab til årsagen bag fratrædelsen og henviser til Henrik Hjalmarsson, der er administrerende direktør for Inwido-koncernen.

- Asger Drewes Jørgensen sagde op, fordi han valgte at søge nye udfordringer, siger Henrik Hjalmarsson.

- Hvad der ligger i det, må du spørge Asger Drewes Jørgensen om, tilføjer han.

Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra Asger Drewes Jørgensen, men uden held.

Asger Drewes Jørgensen. Foto: Rune Aarestrup Pedersen Ritzau Scanpix

Flytter fra Løgstør-virksomhed

Inwido Denmark ejer blandt andet Outline Vinduer i Farsø samt KPK Vinduer, Outrup Vinduer og Døre samt Frovin - alle i Nykøbing Mors.

Fabrikkerne beskæftiger tilsammen, hvad der svarer til knap 700 fuldtidsansatte - ifølge regnskaberne for 2020.

Indtil videre har økonomidirektør Bjarne Vognsen sat sig i direktørstolen, men det bliver kun for en kort bemærkning.

Fra 1. april vender en tidligere direktør nemlig tilbage.

Det er 50-årige Mads Storgård Mehlsen, der er ansat som direktør - igen.

Mads Storgård Mehlsen

Mads Storgård Mehlsen var direktør i Inwido Denmark, indtil at Asger Drewes Jørgensen overtog. Herefter var han vicedirektør i koncern-afdelingen Emerging Business Europe.

Siden 2017 har Mads Storgård Mehlsen været direktør i Jeld-Wen Danmark.

Jeld-Wen Danmark, der har engelske ejere, har adresse i Løgstør og har også produktion af døre i byen.

I alt har Jeld-Wen, der har fabrikker flere vindues- og dør-fabrikker i Danmark, knap 600 fuldtidsansatte.

Overskuddet er fordoblet

Mads Storgaard Mehlsen var senest hos Inwido i 12 år.

I den periode, hvor Asger Drewes Jørgensen har stået i spidsen for Inwido Denmark, er overskuddet vokset fra 88,1 millioner kroner og til 171,5 millioner kroner i det seneste offentliggjorte regnskab - for 2020.

I seneste regnskab trak de svenske ejere 75 millioner kroner ud i udbytte.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden