Butikker

Tre nordjyske Aldi-butikker holder ophørsudsalg: Så meget kan du spare

Der er høje procenter at spare, hvis man tør vente længe nok i tre nordjyske Aldi-butikker

Denne Aldi-butik på Skagensvej i Hjørring er blandt dem, der lukker.
Denne Aldi-butik på Skagensvej i Hjørring er blandt dem, der lukker. Foto: Claus T. Kræmmergård

Opdateret kl. 18:36

NYKØBING/HJØRRING/AARS: Der bliver gode penge at spare, når de nordjyske Aldi-butikker lukker.

Der har allerede været meldt om ophørsudsalg i nogle af koncernens andre butikker i landet, og nu er det kommet til tre nordjyske filialer.

Det drejer sig om Aldi i Hjørring på Skagensvej 100, Aldi i Nykøbing Mors på Broen 2 og Aldi i Aars på Søndergade 31A.

Alle tre butikker lukker i uge 9, og der vil derfor være store rabatter på stort set alle varer i butikken - kun med få undtagelser, oplyser Aldi i en pressemeddelelse.

Der er altså penge at spare på både dagligvarer og non-food-produkter som køkkenudstyr, tøj og boligtekstiler.

Ophørsudsalget i de tre butikker starter fredag 24. februar, hvor man kan spare 30 pct. på alle varer i hele weekenden. Mandag og tirsdag er der større rabatter, når der sættes op til 50 pct., mens dem med maven fyldt med is onsdag og torsdag kan få 70 pct. rabat.

Varer købt under ophørsudsalget kan dog ikke returneres, ligesom der ikke vil være fuldt sortiment i butikkerne. Tilbud fra Aldis ugentlige tilbudsaviser gælder ligeledes heller ikke i ophørsudsalgsdagene.

De varer, der er undtaget af udsalget, er tobak, modermælkserstatning, håndkøbsmedicin, magasiner og aviser. Der skal også betales fuld pant på drikkevarer.

Færdig i Danmark

Det er ikke kun butikkerne i Nordjylland, der lukker. 

For efter at have haft butikker i Danmark i 45 år, er det slut. Aldi kom til landet i 1977 som den første discountkæde, men nu siger de farvel.

- Jeg vil gerne sende en stor tak til alle vores loyale kunder og en særlig tak til vores dedikerede og dygtige medarbejdere, som er rygraden i Aldi. Vi håber at se en masse kunder i butikken i de sidste dage, hvor man kan gøre en rigtig god handel med først 30 pct., så 50 pct. og til sidst 70 pct. rabat på alle varer, siger adm. direktør i Aldi Danmark, Finn Tang, i en pressemeddelelse.

Lidl, Coop365 og lukning

Skæbnerne for de tre nordjyske Aldi-butikker er vidt forskellige.

Medarbejderne i Aldi-butikken på Skagensvej i Hjørring kan godt glæde sig. Og det samme kan formentlig også kunderne i nærområdet. Det bliver nemlig dagligvarekæden Lidl, der overtager butikken - og planen er desuden, at samtlige medarbejdere får tilbudt at rykke med over til den nye arbejdsgiver.

For Aldi-butikken i Nykøbing Mors er situationen noget anderledes. Her er der ikke lagt op til, at medarbejderne skal følge med over. I det tilfælde er butikken solgt til Coop - så her kommer der en Coop365-butik.

Den sidste af de tre nordjyske butikker, som der nu er afklaring for, det er Aldi-butikken i Søndergade i Aars. Butikken er ikke blevet solgt - og scenariet er derfor sådan, at butikken lukkes ned senest 2. marts.

I alt har Aldi solgt 114 af sine 188 danske butikker til Rema 1000 - 19 i Nordjylland.

Det sker der med de nordjyske Aldi-butikker

Rema 1000 overtog 114 Aldi-butikker i Danmark, heraf 19 i Nordjylland:

  • Aalborg, Dannebrogsgade 58
  • Aabybro, Vestergade 2

  • Blokhus, Stenmarksvej 1
  • Brønderslev, Østergade 38
  • Farsø, Holmevej 3
  • Frederikshavn, Gl. Skagensvej 101
  • Frederikshavn, Gærumsvej 35
  • Hadsund, Broparken 2
  • Hals, Midtergade 23
  • Hanstholm, Bytorvet 57
  • Hirtshals, Nørregade 18
  • Hobro, Banegårdsvej 4
  • Løgstør, Limfjordsvej 2
  • Nørresundby, Hjørringvej 56
  • Nørresundby, Viaduktvej 7-9
  • Skagen, Chr. X's Vej 12
  • Støvring, Hobrovej 56
  • Sæby, Sophus Falksvej 4
  • Thisted, Simons Bakke 70-74

Det blev af Aldi meldt ud, at 59 af kædens 188 butikker skulle lukke definitivt i januar og februar. Det gjaldt følgende nordjyske:

  • Aalborg, Odinsgade 7
  • Aalborg, Bisgaardsvej 8.
  • Fjerritslev, Parkvej 3
  • Hjørring, Frilandsvej 100
  • Hurup Thy, Østre Allé 1
  • Løkken, Industrivej 2-4

Derudover er altså skæbnen nu også afklaret for yderligere tre Aldi-butikker i Nordjylland:

  • Hjørring, Skagensvej 100 - overtages (inklusiv medarbejdere) af Lidl 
  • Nykøbing Mors, Broen 2 - overtages uden medarbejdere af Coop
  • Aars, Søndergade 31A - lukkes med virkning fra 2. marts, da butikken endnu ikke er solgt. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden