Var det noget med et "gratis" bageri?

Efter to år på markedet lader den rette køber fortsat vente på sig, og det får ejere af bageri til at prøve et nyt salgstrick

Jan og Katja Sørensen vil sælge Centerbageriet Hanstholm. De har gennem 15 år opbygget en fornuftig forretning, alligevel lader rette køber vente på sig. <i>Arkivfoto.</i>

Jan og Katja Sørensen vil sælge Centerbageriet Hanstholm. De har gennem 15 år opbygget en fornuftig forretning, alligevel lader rette køber vente på sig. Arkivfoto.

HANSTHOLM:Efter to år på markedet er den rette arvtager til Centerbageriet i Hanstholm endnu ikke fundet, og det får ejerparret Jan og Katja Sørensen til at forsøge sig med et alternativt salgstrick.

På bageriets Facebook-side kan man læse et opslag fra 27. august, hvor bageriets salgsannonce er delt under overskriften: "GRATIS BAGERI I THY, KUN BYGNINGEN SKAL BETALES. Kundekartotek og medarbejdere følger med".

- Det er for at prøve at puste lidt til annoncen og lave lidt blikfang. Det var min kone, der kom på det, og hun synes, det lød rigtig godt, fortæller Jan Sørensen.

Han slår hurtigt fast, at man ikke slipper udenom at hive penge op af lommen, hvis man vil overtage lokalerne - men prisen på lokalerne er til forhandling, ligesom ejerparret gerne hjælper til med finansieringen.

Til gengæld koster bageriets gode navn, inventar og kundekartotek ikke noget for dem, der måtte være interesserede i at drive det videre.

Centerbageriet er en veldrevet forretning, der oplevede sine to bedste regnskabsår nogensinde under pandemien. Men selvom coronaen pustede til danskernes kagetrang, så ændrer det ikke på, at et svigtende helbred hos ejerparret kan gøre det umuligt at drive succesen videre.

- I næste uge skal jeg til forundersøgelse, fordi jeg skal have en knæoperation. Men det er svært, for hvornår er jeg så klar til at komme på arbejde igen? Det kan være, der går seks måneder, og som selvstændig erhvervsdrivende kan man ikke bare stille et skilt i vinduet, hvor der står: "Åbner igen om et halvt år". På den anden side, hvis ikke jeg får operationen, så kan det være, at jeg til sidst slet ikke kan slæbe mig herned i forretningen på grund af smerter, fortæller Jan Sørensen, der lider af slidgigt og for nylig har fået konstateret tre diskusprolapser i ryggen, mens Katja Sørensen for seks år siden har fået konstateret sklerose.

Der har været flere henvendelser på bageriet, og der har været tre-fire fremvisninger, men endnu er ingen salgsaftale skrevet under. Jan Sørensen tror på, at det er tiderne, der er medvirkende til, at en potentiel køber måske holder sig tilbage.

- Energipriserne er hårdest ved os, men råvarepriserne og emballagepriserne er også steget. Henover sommeren steg margarine 4,5 kr. kiloet, og det er ikke lige meget, når man bruger fem tons om året. Så jeg synes, det er lidt op ad bakke for tiden, siger han og tilføjer:

- Vi kan ikke bare sætte priserne op, for vi skal også tænke på, hvor vi ligger henne. Det kan godt være, at man kan sælge en jordbærtærte for 220 kr. i København, men det er der jo ingen, der vil give herude. Det vil jeg heller ikke selv. Så er det bedre at tjene en lille smule, end helt at jage kunderne væk med alt for høje priser.

Nu krydser ejerne fingre for, at det kække salgstrick kan være med til at skabe den nødvendige opmærksomhed, der kan gøre udslaget for, at Centerbageriet også i fremtiden kan levere brød og kage i Hanstholm. Jan Sørensen forsikrer i hvert fald, at han vil stå klar til at hjælpe en ny ejer til at få den bedst mulige opstart, hvis der er ønske om det.

Endnu bugner diskene i Centerbageriet, men i fremtiden skal der nye kræfter til, hvis Hanstholm fortsat skal nyde godt af det lækre bagværk. <i>Privatfoto</i>

Endnu bugner diskene i Centerbageriet, men i fremtiden skal der nye kræfter til, hvis Hanstholm fortsat skal nyde godt af det lækre bagværk. Privatfoto

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.