Jesper og Morten har solgt deres millioneventyr

10 års hårdt arbejde kulminerer. Men stifterne går ingen steder

Jesper Villadsen og Morten Rasmussen fik for 10 år siden en god idé. Den kulminerer nu med et millionsalg. <i>Foto: Jette Klokkerholm</i>

Jesper Villadsen og Morten Rasmussen fik for 10 år siden en god idé. Den kulminerer nu med et millionsalg. Foto: Jette Klokkerholm

AALBORG:I et lille kontor i Aalborg ved to slidte skriveborde sad et nordjysk makkerpar for 10 år siden med en drøm. De ville gøre en forretning ud af at redde og genbruge en masse af det it-udstyr, som hvert år bliver destrueret og sendt på lossepladsen.

At drømmen skulle vise sig at blive et millioneventyr, vidste makkerparret ikke dengang, men sådan skulle det altså gå. Og nu har Morten Rasmussen og Jesper Villadsen solgt deres fælles virksomhed, Ping IT.

Køberen er Tier1 Asset, der er landets førende virksomhed inden for it-genbrug.

- Når vi lader os opkøbe, er det fordi, at vi gerne vil være en del af et større setup for at kunne vokse hurtigere, forklarer Jesper Villadsen.

Et simpelt koncept

Ping IT har 25 ansatte og landede sidste år et overskud efter skat på 4,3 millioner kroner. Kernen i succesen er de mange rækker af brugt it-udstyr, som står hos Ping IT og udsender en sagte summen.

For nogle ubrugeligt skrammel. For andre guld.

Ping IT genanvender it-udstyr fra firmaer og har meget fokus på genbrug og cirkulær økonomi. <i>Arkivfoto: Peter Broen</i>

Ping IT genanvender it-udstyr fra firmaer og har meget fokus på genbrug og cirkulær økonomi. Arkivfoto: Peter Broen

Det startede som ren og skær købmandskab for Morten Rasmussen og Jesper Villadsen: Køb det brugte udstyr billigt, gør det i stand og sælg det videre til en højere pris.

Såre simpelt.

Siden er makkerparret og deres virksomhed blevet mere fokuseret på den såkaldte cirkulære økonomi, der forsøger at tage et livtag med køb og smid væk-kulturen.

Ping IT tager især imod it-udstyr såsom aflagte servere og harddiske. De renses, testes og videresælges – enten i hel stand eller som delkomponenter. Direkte til nye brugere eller som genanvendelse eller genvinding andetsteds.

Den lille pingvinunge

Den nye ejer af virksomheden, Tier1 Asset, gør sig i dag mere inden for genanvendelse af pc’er og notebooks. Derfor er det ifølge Morten Rasmussen to virksomheder, der supplerer hinanden godt, og som altså nu bliver til én.

- Det er glædeligt og vigtigt at understrege, at opkøbet ikke bliver en spareøvelse, men at alle medarbejdere fortsætter som hidtil. Selvom det kan være lidt vemodigt at sælge sin lille pingvinunge, er det nu rette tid til at tage næste skridt og gøre virksomheden endnu bedre og stærkere, siger han.

Tier1 Asset, som nu overtager Ping IT, har 125 ansatte og tjente sidste år 15 millioner kroner. Det er således storebror, der nu sluger lillebror.

Det er efterhånden en kliché, at danske it-succeser begynder livet i en garage. Men sådan var det altså for makkerparret bag Ping IT - i hvert fald sådan nogenlunde. Tilbage i 2012 i det sydvestlige Aalborg fandt de et par slidte skriveborde og satte sig på et lille kontor med dertilhørende garage som lager.

En frygteligt masse timer, blod, sved og tårer står de nu her. Som sælgere af en succesrig virksomhed til en pris, der holdes hemmelig, men som med sikkerhed er i millionklassen.

Både Morten Rasmussen og Jesper Villadsen forbliver en del af Ping IT, og de geninvesterer en væsentlig del af deres salgssum og bliver medejere at Tier1 Asset, lyder det.

Rækker af brugt it-udstyr er klar til at blive genanvendt hos Ping IT. <i>Arkivfoto: Peter Broen</i>

Rækker af brugt it-udstyr er klar til at blive genanvendt hos Ping IT. Arkivfoto: Peter Broen

Et marked i vækst

At både Tier1 Asset og Ping IT indtil nu har klaret sig godt, er ifølge førstnævntes direktør ikke tilfældigt.

- Stadigt flere virksomheder vil sikre sig, at deres udtjente it-udstyr ikke bare bliver stillet ud på lageret eller smidt ud i en container, men bliver genbrugt, og at data i den forbindelse bliver ordentligt slettet, samt at man som virksomhed tjener penge på at aflevere sit udstyr til genbrug. Og for det andet vil mange forbrugere, virksomheder, kommuner og institutioner gerne købe brugt udstyr i bæredygtighedens navn, siger direktør i Tier1 Asset Peter Hemicke.

Det har han givetvis ret i, for salg af brugt it-udstyr har også vist sig at være en god forretning for andre nordjyske foretagender. Heriblandt Kimbrer Computer i Aars, der sidste år tjente næsten 30 millioner kroner efter skat.

Virksomheden piller ligeledes it-udstyr fra hinanden for at genbruge det. Nogle gange bliver delene til reservedele, andre gange bliver de ombygget til nye maskiner. Men de får altid nyt liv i sidste ende.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden