Derfor er det dyrere at tænde for kaffemaskinen, hvis du bor i Jylland
Strømmen kan være temmelig dyr i Jylland, og samtidig være næsten gratis på Sjælland. Få forklaringen på det mærkelige fænomen her
Opdateret 10. oktober 2022 kl. 10:38
NORDJYLLAND: Der var engang, hvor vi jyder kunne brygge kaffen hjemme i køkkenet en smule billigere end i resten af landet. For strømmen har nærmest altid kostet lidt mindre vest for Storebælt end på Sjælland og øerne.
Men som så meget andet, er det hele vendt på hovedet. Nu betaler jyder og fynboer mere for strømmen end sjællænderne.
I sommer var der ligefrem timer, hvor strømmen i Jylland og på Fyn var næsten 300 gange så dyr som i resten af landet. To dage i juli måned havde Sjælland og øerne næsten gratis strøm - hvis man ser alene på den rene indkøbspris - mens man vest for Storebælt skulle betale helt op til tre kroner mere for den samme mængde strøm i de samme timer.
- Strømmen har nærmest altid været et par ører billigere i Vestdanmark. Både fordi der er flere vindmøller i Jylland, og fordi Jylland og Fyn har gode kabelforbindelser til Norge og den norske vandkraft. Og når der er vand nok deroppe, sender de gerne billig strøm til jyderne, siger Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent i brancheorganisationen Green Power Denmark.
Dårlig forbindelse over Storebælt
Vi har ikke set så markante forskelle siden de dage i sommer. De fleste dage er der tale om en forskel på maksimalt ti øre eller deromkring, siger Kristian Rune Poulsen.
Men hvorfor er der overhovedet forskel på priserne i Øst- og Vestdanmark?
Forklaringen skal blandt andet findes i et strømkabel i Storebælt. For faktisk kan vi ikke dele ret meget strøm på tværs af Danmark.
- Det kabel der ligger på bunden af Storebælt er på 600 megawatt, og det er en relativ stor begrænsning. Faktisk hænger Sjælland, Bornholm og Lolland-Falster bedre sammen med Sverige. Og Jylland og Fyn hænger bedre sammen med Tyskland, siger Kristian Rune Poulsen.
En anden faktor er den nye havvindmøllepark Kriegers Flak mellem Sjælland og Bornholm, hvor møllerne begyndte at snurre i september sidste år.
- Med Kriegers Flag ser vi oftere end tidligere, at vi har mere strøm, end vi kan bruge i Østdanmark, når det blæser, og det ser ud som om, det har tippet balancen, forklarer Kristian Rune Poulsen.
Også tørken i Norge spiller ind, forklarer han. Vestdanmark har nemlig ret store forbindelser til Norge. Så hvis Norge ikke har lige så billig energi, som de plejer, bliver jyderne og fynboerne ramt før det østlige Danmark.
De ekstra vilde prisforskelle tilbage i juli skyldtes, at kablerne mellem Østdanmark og Tyskland var under reparation, forklarer Kristian Rune Poulsen.
- Hvis det falder sammen med et tidspunkt, hvor der er rigtig meget vind, så kan Østdanmark have svært ved at komme af med al den vindenergi. Når det blæser i Østdanmark, blæser det også i Sydsverige, og det er som bekendt ikke meget strøm, vi kan sende over Storebælt.
- Der hvor man virkelig har eksportmulighederne er fra Vestdanmark til Tyskland og til Norge. Både Tyskland og Norge mangler billig energi i øjeblikket, så der har energien rig mulighed for at løbe ud af Danmark, når der er meget blæst, siger Kristian Rune Poulsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.