Ville undvige rådyr: 18-årig bilist ramte træ
Weekendens døgnrapport fra politiet byder især på flere færdselssager

Politiet havde nok at se til på vejnettet i Thy i løbet af fredagen. Foto: Henrik Bo
THY:Kl. 6:45 fredag morgen skete et mindre færdselsuheld på Hjardalvej ved Thorsted.
En 18-årig mand kom kørende mod nordøst, da han måtte foretage en undvigemanøvre på grund af et rådyr.
Bilen ramte nogle træer i siden af vejen. Den 18-årige mand kom ikke til skade ved uheldet, og bilen pådrog sig kun mindre materiel skade.
Lidt senere samme morgen kl. 08:45 blev en 50-årig mand fra Mors stoppet på Aalborgvej i rutinemæssig kontrol.
Manden blev fundet påvirket af euforiserende stoffer og sigtet for narkokørsel, oplyser lokalpolitiet i Thisted.
En 54-årig mand fra Vejle-området sad bag rattet i en lastbil med anhænger, da han blev stoppet ved Hurup fredag eftermiddag kl. 15:37.
Manden blev fundet påvirket af alkohol, og han blev sigtet for spirituskørsel. Politiet afventer nu resultatet af mandens blodprøve, som skal fastslå hans promille.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.