Vindmølle-brødres overskud eksploderer

Mere produktion af grøn strøm og elpriser på himmelflugt løfter overskuddet i Hobro-virksomheden Eurowind med over 500 procent

Jens Rasmussen, der i 2006 stiftede energiudvikleren Eurowind Energy sammen med sin bror Søren Rasmussen, har netop offentliggjort et regnskab, der vækker opsigt. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Jens Rasmussen, der i 2006 stiftede energiudvikleren Eurowind Energy sammen med sin bror Søren Rasmussen, har netop offentliggjort et regnskab, der vækker opsigt. Foto: Martin Damgård

HOBRO:De tårnhøje elpriser gør ondt på almindelige forbrugere, men for et brødrepar i Hobro har det fået indtjeningen i deres fælles virksomhed til at tordne i vejret med nærmest ubegribelig fart.

Jens Rasmussen, der i 2006 stiftede energiudvikleren Eurowind Energy sammen med sin bror Søren Rasmussen, har netop offentliggjort et regnskab, der vækker opsigt.

Regnskabet viser, at Eurowind i seneste regnskabsår tjente 700 millioner kroner efter skat.

En vækst på over 500 procent.

Modsat tidligere år har Eurowind ikke frasolgt dele af sine vedvarende energiprojekter. Så det er altså ikke her, at indtjeningen kommer fra. Men hvor så?

- En betydelig del kommer fra de højere elpriser, siger Jens Rasmussen til Børsen.

Han skynder sig at understrege, at Eurowind kommer fra ”et lavprisscenarie,” hvor indtjeningen igennem coronaårene har været presset.

- Derfor er forskellene så store, men selvfølgelig har vi fået fordele ud af, at markederne er kørt op, siger Jens Rasmussen.

Jens Rasmussen og hans storebror, Søren Rasmussen, har deres passion for vindmøller med fra barndomshjemmet, der ligger lige ned til Mariager Fjord, og hvor deres far tidligt fik sat en mølle op. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Jens Rasmussen og hans storebror, Søren Rasmussen, har deres passion for vindmøller med fra barndomshjemmet, der ligger lige ned til Mariager Fjord, og hvor deres far tidligt fik sat en mølle op. Foto: Martin Damgård

Et milliardforetagende

For 16 år siden grundlagde han og broderen Søren Rasmussen samt advokat Jakob Kortbæk firmaet, der udvikler, bygger og driver vindmøller, og som i dag står for vindmølleparker og solcelleanlæg over det meste af Europa.

Det er en særdeles indbringende forretning, og Eurowind, der har hovedsæde i Hobro, kan nu også kalde sig en milliardvirksomhed.

Omsætningen er vokset til næsten 1,3 milliarder kroner – det højeste nogensinde.

- Resultatet i regnskabsåret gør os i stand til at accelerere vores strategi endnu mere. Vi vil investere hver en euro, vi tjener, i mere kapacitet, udtaler Jens Rasmussen i en pressemeddelelse.

Derfor luner elprisernes himmelflugt

Når Eurowind i den grad nyder godt af de høje elpriser, skyldes det, at man – i modsætning til mange andre energiselskaber – ikke på forhånd har solgt strømmen fra størstedelen af sin produktion gennem fastpriskontrakter.

Det er mere risikabelt, men slår positivt igennem, når elpriserne er så høje, som de var i løbet af regnskabsåret, der sluttede med udgangen af juni i år.

Udover at producere mere grøn strøm end nogensinde – og til hidtil uset høje priser – har Eurowind også tjent godt på sit ejerskab af den nystiftede energihandler Norlys Trading, som man ejer sammen med Norlys-koncernen.

Gert Vinther Jørgensen, bestyrelsesformand i Eurowind Energy og finansdirektør i Norlys, som ejer halvdelen af Eurowind Energy, er også svært begejstret for resultaterne i seneste regnskabsår.

- Dette placerer Eurowind i en fordelagtig position til at spille en endnu stærkere rolle i et hastigt forandrende globalt energimarked, udtaler han i pressemeddelelsen.

Meget i Jens Rasmussens liv har handlet om energi og i særdeleshed vindmøller. Betonelementerne, der bærer Eurowinds hovedkontor, er formet efter vindmøllevinger. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Meget i Jens Rasmussens liv har handlet om energi og i særdeleshed vindmøller. Betonelementerne, der bærer Eurowinds hovedkontor, er formet efter vindmøllevinger. Foto: Martin Damgård

Begyndte med én vindmølle

Jens Rasmussen og hans storebror, Søren Rasmussen, har deres passion for vindmøller med fra barndomshjemmet, der ligger lige ned til Mariager Fjord, og hvor deres far tidligt fik sat en mølle op.

Møllen står i dag i Eurowinds hovedkontor og symboliserer meget godt den vilde rejse, som brødreparret har været på.

Fra at eje en enkelt mølle er Eurowind Energy i dag ejer eller medejer af 90 vindmølleparker samt et hav af vindmølle- og solcelleanlæg, der tilsammen producerer flere milliarder kilowatt-timer.

Og skal man tro Jens Rasmussen, er Eurowind Energys vækstrejse først lige begyndt.

- Den grønne omstilling vil tage fart de kommende år, og Eurowind står for at levere grundproduktet - grøn strøm, sagde han sidste år til Nordjyske.

Forventer kanonoverskud

I indeværende regnskabsår forventer Eurowind Energy et resultat før skat på mellem 3 og 3,75 milliarder kroner. Det vil i så fald sprænge alle rammer for, hvad virksomheden tidligere har præsteret.

Lige nu udbygges både sol- og vindmølleparker i alle lande på højtryk. Biler, busser, tog, produktion af brændstof til fly og skibe, store datacentre og varmepumper er noget af det, der de kommende år skal leveres grøn strøm til - udover den strøm, vi allerede bruger i dag.

Eurowind Energy beskæftiger over 200 fuldtidsansatte. De tre grundlæggere og Norlys ejer virksomheden ligeligt.

Egenkapitalen i Eurowind Energy er på lidt over tre milliarder kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.