Vrede vognmænd vil blokere trafikken: Datoen er sat
Vi skal blokere enhver tilkørsel i hele landet, lyder det fra en selvbestaltet gruppe af vognmænd
Opdateret 08. maj 2023 kl. 15:57
MORS: De begynder klokken seks om morgenen i en aktion, der ikke er set mage til før i Danmark.
- Her skal de (politikerne, red.) få at føle, at de er folkevalgte - og må gøre, som befolkningen vil!
Sådan lyder det fra vrede vognmænd, der vil blokere tilkørsler og frakørsler til motorveje og store trafikknudepunkter i hele Danmark.
Fire vognmænd - heriblandt Benny Nielsen fra Fredsø Vognmandsforretning på Mors - har sågar nedsat "Vejskatskomiteen".
De har fået opbakning fra blandt andre landmænd, som vil blokere med traktorer rundt omkring. Danmark bliver lammet, lyder en af konklusionerne.
Datoen er mandag 15. maj.
Over 10.500 firmaer har allerede reageret, og det skønnes, at mange af dem lader lastbilerne stå samme dag.
På Facebookgruppen "Opråb" bliver der delt og skrevet lystigt om aktionen. Gruppen er nu oppe på 5000 medlemmer og er oprettet af Benny Nielsen.
Lukker i en hel uge
- Og mange af dem vil holde lukket hele ugen, har jeg hørt, siger Benny Nielsen.
Det vil i første omgang betyde kaos på vejene 15. maj, hvis ellers aktionen bliver så stor, som vognmændene forventer.
Dernæst kan det betyde, at varer ikke når frem til butikker og til kunder i løbet af ugen, hvis vognmændene holder stille.
Årsagen til aktionen er, at regeringen vil indføre en afgift pr. kørt kilometer i kampen for et bedre klima. CO2-aftrykket skal ned. En såkaldt km-afgift.
Men det bliver så dyrt og så besværligt at administrere, at det har fået branchen til at aktionere. De er selv kommet med et andet forslag, som regeringen ikke vil lytte til.
- Lad os betale ved at lægge en afgift på diesel. Det er til at håndtere, og det bliver ikke så dyrt for hver enkelt vognmand, men afgiften er den samme, lyder det fra branchen, som ønsker en genforhandling af afgiften med regeringen.
Det vil koste 1,3 kroner ekstra pr. kørt kilometer med den nye km-afgift.
Hr. og Fru Danmark betaler
Hver vognmand skal dermed have hver km-afgift placeret på den rigtige faktura til kunden. For det bliver kunderne - og i sidste ende også Hr. og Fru Danmark - der kommer til at betale, lyder det.
Så nu planlægger de at aktionere på en måde, der ikke er tradition for i Danmark blandt vognmænd. I Frankrig derimod er det set før, at vognmænd protesterer ved at blokere veje.
- Vi skal holde på hver en tilkørsel og hvert et trafikalt knudepunkt i Danmark. De skal få at se, at der er grænser for, hvad de kan trække ned over hovedet på befolkningen, lyder det fra vognmænd, ifølge komiteen.
Regeringen - Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - samt Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet står bag lovforslaget. Der er altså et flertal for at indføre en km-afgift pr. kørt kilometer i Danmark.
- Vi håber, at politikerne trækker forslaget tilbage og indgår i en dialog med de forskellige erhverv for at lave noget, der kan bruges. Vi vil gerne være grønne, de skal bare lytte til os, så det bliver lavet på en måde, der er til at håndtere, siger Benny Nielsen.
- Lovforslaget har til formål at indføre en ny vejafgiftsordning for lastbiler til godstransport, som er kilometerbaseret og CO2-differentieret efter lastbilernes udledning.
- Vejafgiften fastsættes efter, hvor meget CO2 en lastbil udleder, og hvor langt den kører.
- Forslaget er en opfølgning på aftale om grøn omstilling af vejtransporten af 4. december 2020, der er indgået mellem den daværende regering (Socialdemokratiet) og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti samt Enhedslisten.
- Aftalepartierne prioriterer at sikre flere grønne lastbiler på de danske veje, der udleder mindre CO2 til gavn for klima og miljø. Det betyder, at vejafgiften omlægges, så det i højere grad er forureneren, der betaler.
- Lovforslaget udmønter Aftale om indførelse af en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler af 24. juni 2022.
- Det foreslås, at loven træder i kraft primo 2023, idet vejafgiftsordningen først får virkning fra 1. januar 2025.
Men regeringen vil ikke bøje sig.
Skatteminister rokker sig ikke
- Hvis målet er at få det til at forsvinde, kommer de til at holde længe. Vi har haft en grundig proces omkring det her, siger skatteminister Jeppe Bruus til Avisen Danmark.
Jeppe Bruus vil ikke "gøre sig til dommer" over vognmændenes metode, der risikerer at lamme store dele af landet.
- Det er godt, at vi lever i et levende demokrati, hvor folk har mulighed for at udtrykke deres holdninger og kritik, når man er uenig. Så længe man holder sig inden for reglerne, er det ikke min opgave at være dommer over det, siger han videre.
Ved tilkørsler og frakørsler
Hvor vognmændene har tænkt sig at blokere tilkørsler, frakørsler til motorveje samt trafikknudepunkter med lastbiler vides ikke.
Der bliver nemlig ikke en koordineret indsats. Hver enkelt aktion må den enkelte vognmand selv tage ansvaret for, lyder det.
Benny Nielsen selv er kommet så vidt af to årsager: Hans forretning og mange andres er truet af den kommende kilometer-afgift, der bliver så dyr og så besværlig at administrere, at vognmændene frygter for deres erhverv.
Og så er der tale om en afgift, der rammer geografisk skævt i Nord- og Vestjylland, der kører flere kilometer for at nå ud til kunderne.
- Vejafgiften skønnes at reducere udledningen af CO2 med cirka 0,3 mio. ton i 2025 og cirka 0,4 mio. ton i 2030, hvor vejafgiften bidrager med cirka 0,2 mio. ton i 2025 og cirka 0,3 mio. ton i 2030.
- Afgiften vil gælde for lastbiler over 12 tons for kørsel på statsvejnettet og øvrige veje, der er oplagte i forhold til sivetrafik, samt offentlige veje i miljøzoner (ca. 7.300 km).
- Det foreslås desuden, at vejafgiften forhøjes ved kørsel i miljøzoner.
- Lastbiler med en tilladt totalvægt mellem 3,5 og 12 ton til godstransport skal ifølge aftalen først omfattes af vejafgiftsordningen fra 1. januar 2027, og fra 1. januar 2028 skal hele vejnettet være omfattet.
- Det foreslås, at Danmark udtræder af det nuværende Eurovignetsamarbejde, som er et samarbejde mellem Danmark, Luxembourg, Nederlandene og Sverige om en fælles ordning for en periodebaseret vejbenyttelsesafgift. Lovforslaget skal sikre Folketingets samtykke til, at regeringen meddeler de øvrige aftaleparter i samarbejdet, at Danmark opsiger aftalen og indleder processen om udtrædelse af samarbejdet.
- Lovforslaget skønnes at indebære et merprovenu efter tilbageløb og adfærd på ca. 1.500 mio. kr. i 2025 og 1.425 mio. kr. i 2026.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.