Dronninglund

Erhvervskontoret base for turisme

Øget fokus på turismeindsatsen i kommunen

Der er i 2017 brugt mange kræfter på dronefilmene, der er blevet meget populære. Arkivfoto: Kurt Bering

Der er i 2017 brugt mange kræfter på dronefilmene, der er blevet meget populære. Arkivfoto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Turismeindsatsen i Brønderslev Kommune skal have base i Brønderslev Erhverv & Turisme i udviklingsparken i Brønderslev. Det var der enighed om på et fællesmøde med deltagelse af parterne inden for turisme-indsatsen.

I valgkampen var netop turisme-indsatsen et varmt emne, hvor der blev talt meget om at udskille turisme-indsatsen fra erhvervskontoret. Spørgsmålet blev rejst på flere valgmøder, hvor ønsket var øget fokus på turismen, som kritikere kaldte et forsømt område. Den megen debat fik erhvervschef Marianne Gade til at indkalde til et møde for alle parter, der beskæftiger sig med turisme - Brønderslev Erhverv & Turisme, den ny arbejdsgruppe omkring Jyske Ås og turismeindsats generelt, Dronninglund Turistforening med flere.

Og holdningen var, at turismeindsatsen skal blive, hvor den er, men gerne udbygges.

Marianne Gade har et ønske om, at der ansættes en turist-medarbejder. Gerne på delebasis med kultur- og fritids-området.

Det blev aftalt, at der i februar skal holdes et dialogmøde med fritids- og kulturudvalget, for at sætte fokus på den fremtidige turisme-indsats.

Lars Enevold fra VisitNordjylland kom med et oplæg. Hos VisitNordjylland arbejdes med Danmarkskampagnen, der er VisitNordjylland/Danmarks fælles satsning på markedsføring.

Marianne Gade kunne fortælle, at der i 2017 er brugt rigtig mange kræfter på drone-projektet, hvor der er lavet 18 film om Brønderslev Kommunes byer, og det er blevet en stor succes.

Næste store opgave bliver at få udarbejdet en app, der kan fortælle historien for visse område.

- I første omgang forsøger vi at få lavet en app omkring rododendronparken. Historien er jo fortalt mange gange til besøgende, men det ville være fint, hvis besøgende i parken kan få historien på mobiltelefonen, ved at scanne en app med telefonen. Der kommer jo mange turister i parken. Denne app håber Marianne Gade at kunne præsentere på Brønderslev Erhverv & Turismes generalforsamling tirsdag 20. marts.

- Senere håber vi at kunne lave apps for de tre hovedbyer - Brønderslev, Hjallerup og Dronninglund.

- Også beretninger fra Anden Verdenskrig er oplagte til apps. Vi har Flauenskjold, hvor der var mange nazister, Dronninglund Slot og Hotel Phønix i Brønderslev, der var okkuperet, flygtningelejren i Brønderslev med mere. Og vi har jo en kapacitet på området i museumsinspektør Jens-Christian Hansen, siger Marianne Gade.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.