Erik S: Det var en joke
Tidligere borgmester overrasket over Peter Laigaards reaktion
FREDERIKSHAVN: - Det var ment som et venskabeligt drilleri mellem to byrådskolleger, en sjov hilsen fra Erik til Peter, og ikke andet.
Det siger tidligere borgmester Erik Sørensen (S), der til sin store overraskelse så, at Peter Laigaard, Liberal Alliances mand i Frederikshavn Byråd, i weekenden offentliggjorde en intern mail fra Erik Sørensen.
Peter Laigaard er fortørnet over, at Handels- og virksomhedsforeningen Frederik kræver et gebyr på 5.000 kroner pr. parti, der vil være med i en valgevent, som handelstandsforeningen laver i forbindelse med Halloween By Night torsdag den 31. oktober.
Internt drilleri
I første omgang sender Peter Laigaard en mail til Erik Sørensen, der er bestyrelsesformand i Frederik, og spørger om Liberal Alliance kan deltage uden at betale.
Det besvarer Erik Sørensen på denne måde: ”Hvis dit parti har de rigtige holdninger til udviklingen af handelsbyen Frederikshavn, så kan det da godt være, at du kan forhandle dig til en pris, der passer mere til dit partis størrelse”.
- Det var ment som en intern hilsen, og har ikke en pind at gøre med, hvem der skal kunne komme til orde, eller at nogen skal betale for at deltage i et vælgermøde, siger Erik Sørensen.
- Følelserne udenpå
Frederik forsøger at finde finansiering til en storskærm, og tanken var at transmittere TV Nords valgdebat med valgets spidskandidater live på Fisketorvet og at kombinere det med en debat mellem partiernes unge kandidater i Frederikshavn Kommune.
Erik Sørensen er overrasket over Peter Laigaards reaktion.
- Man skulle gerne kunne skrive til hinanden på en humoristisk måde uden at det bliver taget ilde op og offentliggjort. Men følelserne sidder åbenbart udenpå tøjet her under valgkampen, siger Erik Sørensen.
Dansk Folkeparti har også meldt fra til valgeventen, og Frederik undersøger nu, om det er muligt at finansiere storskærmen på anden vis, eller om den del af arrangementet skal droppes.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.