Jernbaner

Et minut fra katastrofen

Et lyntog passerede jernbanebroen over Limfjorden omkring et minut, før et containerskib påsejlede og beskadigede broen. Se billeder fra jernbanebroen

Var påsejlingen af jernbanebroen over Limfjorden sket blot et minut før onsdag aften, kunne der være sket en katastrofe. Foto: Jan Pedersen
Var påsejlingen af jernbanebroen over Limfjorden sket blot et minut før onsdag aften, kunne der være sket en katastrofe. Foto: Jan Pedersen

Var påsejlingen af jernbanebroen over Limfjorden sket blot et minut før onsdag aften, kunne der være sket en katastrofe. Se billederne fra jernbanebroen her Et lyntog med passagerer havde nemlig lige passeret over broen, da det finske containerskib ramte og forårsagede store skader på både sporene og broen, som er slået skæv. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen. Kommunikationsfejl - Der kører et tog fra Aalborg Vestby kl. 22.23 med ankomst på Lindholm Station kl. 22.26, og vi får meldingen om påsejlingen netop kl. 22.26, så det var tæt på, at skibet påsejlede broen, mens toget befandt sig på broen. Toget kunne være blevet afsporet og kørt i vandet, siger Per Vagn Nielsen. Straks efter påsejlingen lagde det finske containerskib til kaj, og både kaptajnen og brovagten blev afhørt. - Der er sket en eller anden kommunikationsfejl mellem skibet og brovagten. Skibets kaptajn forklarer, at broklappen ikke var oppe, da han nærmer sig broen, og han forsøger at slå bak, men det er for sent, så en kollision er uundgåelig, siger vagtchefen. Containerskibet er 75 meter langt og 15 meter bredt. Ansvaret skal placeres Hverken skibets kaptajn eller brovagten var påvirket af alkohol. Søfartsstyrelsen og Havarikommissionen skal nu undersøge, hvad der gik galt i kommunikationen mellem brovagten og kaptajnen på det finske skib, siden broklappen ikke var oppe, da skibet skulle passere. - Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige noget om, hvem der har ansvaret for uheldet, siger Per Vagn Nielsen. En ingeniør fra Banedanmark var ude og besigtige skaderne natten til torsdag, og den foreløbige vurdering lyder på, at jernbanebroen vil være lukket for togtrafik i op til et halvt år.

Gå til relaterede emner

Forsiden