Et svært regnestykke
Debat om pædagogisk tilsyn endte med nej til øget tilsyn
Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:29
BRØNDERSLEV: Et forslag om at bruge overskydende pædagogtimer på øget tilsyn med private dagplejere antændte en mindre fløjkrig i byrådet onsdag aften.
Forslaget kommer fra forvaltningen og bunder i faldende børnetal og færre kommunale dagplejere. Det har givet mindre arbejde til kommunens tilsynsførende pædagoger.
I stedet for at tilpasse bemandingen til det mindskede antal kommunale dagplejere foreslår forvaltningen at øge tilsynet med private dagplejere. Dels for at sikre kvaliteten i den private dagpleje, og dels fordi antallet af private dagplejere er steget fra 30 til 42, uden at der er afsat ekstra timer til tilsynet.
- Jeg tror, der er stor forståelse for forslaget, men vi er også nødt til at erkende, at vi står overfor en økonomisk udfordring generelt i Brønderslev Kommune, sagde Lone Lex (V).
Ganske urimeligt
Peter H. S. Kristensen (S) mente, det ville være en ren spareøvelse at sige nej til forvaltningens forslag.
- For mig handler det ikke om penge, men om at sikre, at vi har samme kvalitet hos de private som hos de kommunale dagplejere. Kommunen skal kunne stå inde for det, uanset om det er privat eller kommunalt, mente han.
Henning Jørgensen (SF) argumenterede for, at hvis man tager overskydende timer fra tilsynet med kommunal dagpleje og bruger til at øge tilsynet med privat dagpleje, kommer forældrene i den kommunale dagpleje til at betale for tilsyn med private dagplejere.
- Det er ganske urimeligt. Forældrene i den private dagpleje skal selv betale, hvis der skal være mere tilsyn, mente Henning Jørgensen.
Dette regnestykke fik nogle af socialdemokraterne til at forlange lavere priser i den kommunale dagpleje.
Men sådan hænger sagen slet ikke sammen, prøvede andre politikere at forklare:
- Forældrene i den kommunale dagpleje skal betale det samme og får det samme for pengene som før. Hvis vi skal ændre taksterne for forældrebetaling, kan vi godt diskutere det, men det er en helt anden sag, sagde Lone Lex.
- Når børnetallet falder, tilpasser vi antallet af dagplejere. Det er det samme, vi gør med tilsynet, forklarede Knud L. Pedersen (V).
- Jeg synes ikke, det er så svært. Forældrene betaler pr. barn, og tilsynet er indregnet i taksten, lød det fra borgmester Mikael Klitgaard (V).
Afsmittende effekt
Men forklaringerne blev ikke taget for gode varer.
- Der vil være et antal timer, der forsvinder, og dermed må der også være en besparelse, der skal have afsmittende virkning på forældrebetalingen. Jeg synes, der er mange uafklarede ting i det her, sagde Arne M. Jensen (S) og foreslog byrådet at sende sagen retur til børne- og skoleudvalget.
Det blev dog nedstemt, og samme skæbne led et forslag fra Bendt Danielsen (UP) om at øge tilsynet med den private dagpleje med 100 timer. Det vil ikke medføre et øget tilsyn, men give de private dagplejere de ekstra tilsynstimer, de egentlig skulle have, fordi de er blevet mange flere.
Dermed faldt også forvaltningens forslag til fordel for en nednormering af det pædagogiske tilsyn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.