Hæleri

Ex-rocker dømt for narko, hæleri og våben

Tidligere Bandidos-rocker fra Aalborg blev dømt for en stribe forhold

Den tidligere Bandidos-rocker var blandt andet i besiddelse af 36,6 gram kokain. Arkivfoto
Den tidligere Bandidos-rocker var blandt andet i besiddelse af 36,6 gram kokain. Arkivfoto

AALBORG: En 24-årig tidligere Bandidos-rocker skal seks måneder bag tremmer for blandt andet hæleri, salg af narko og overtrædelse af våbenloven.

I alt 11 forhold var en ex-rockeren tiltalt for ved Retten i Aalborg. Blandt andet hæleri af 84 stjålne solbriller, som den 24-årige havde købt på Hjallerup Marked.
I retten erkendte den 24-årige, at have købt de 84 solbriller på Hjallerup Marked, men han forklarede, at han ikke vidste, at de var stjålne. Han troede, det var kopier, og derfor købte han de store antal solbriller, fordi han regnede med at kunne sælge dem videre til venner og bekendte.

Nægtede videresalg af narko

Den tidligere Bandidos-rocker var også tiltalt for at have været i besiddelse af 36,6 gram kokain, som blev fundet i hans lejlighed under en ransagning i december 2011. Den 24-årige nægtede at stofferne skulle sælges videre og forklarede, at kokainen var til eget forbrug.

Uenighed om våben

Fem af de 11 forhold ex-rockeren var tiltalt for, drejede sig om overtrædelse af våbenloven. Han var blandt andet tiltalt for at være i besiddelse af en såkaldt push-daggert - en kniv beregnet til at stikke med - samt et slagvåben af messing og plastik.

Den 24-årige erkendte, at begge genstande var hans, men var meget uenig i, at der var tale om våben. Den såkaldte push-daggert er, efter den tiltalte udsagn en jagtkniv, og genstanden af messing og plastik er et håndtag til en slæbebåd og derfor et samleobjekt.

Utroværdig forklaring

Den tiltalte erkendte sig skyld i de øvrige forhold - for at have været i besiddelse af 31 stk. 9 mm patroner og 50 kaliber 22 patroner for at have haft dopingmidler til eget forbrug, at have stjålet nummerplader samt at have kørt med kniv og kojern i sin bil.
Den 24-åriges forsvarer mente kun, at den tiltalte skulle dømmes for de forhold, han erkendte. Men retten fandt altså den 24-årige skyldig i alle punkter og lagde til grund, at hans forklaringer i retten ikke var troværdige.
Den 24-årige er tidligere dømt for blandt andet grov vold, hæleri og overtrædelse af våbenloven. Han udbad sig betænkningstid om, hvorvidt han vil anke dommen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden