Facebook-småkager op i byrådet
Socialdemokraten Lene Krabbe Dahl har rejst sagen om småkagerne overfor arbejdsmarkedschef
Opdateret 12. december 2016 kl. 06:29
AALBORG: Sagen om Anita Bang Degn fra Aalborg, der blev bedt om at gå op i arbejdstid, efter at hun havde lagt et billede af sine nybagte julesmåkager op på Facebook, bliver nu taget op af det socialdemokratiske byrådsmedlem og næstformand i Den Offentlige Gruppe i 3F Aalborg, Lene Krabbe Dahl.
Anita Bang Degn er sygemeldt, men er for øjeblikket i praktik 12 timer om ugen i en kantine, som led i et ressourceforløb.
Men da hendes socialrådgiver opdagede billedet på Facebook, fik Anita Bang Degn besked om, at hvis hun kunne bage småkager, kunne hun også arbejde fire timer ekstra om ugen.
- Det er ingen hemmelighed, at jeg arbejder i 3F, og det ligger dybt i vores DNA, at det her ikke er en måde at behandle mennesker på, siger Lene Krabbe Dahl.
- Jeg har rejst sagen overfor vores arbejdsmarkedschef, og jeg håber selvfølgelig, at det er en enlig svale, siger hun.
- Og hvis ikke det er en enlig svale, så må vi opfordre vores sagsbehandlere til at vise en eller anden form for konduite.
Lene Krabbe Dahl finder det ikke rimeligt, at en socialrådgiver på den måde kigger en borger over skulderen.
- Vi har alle ret til et liv i weekenden. Hvad nu hvis det var havregrød, hun havde lavet og ikke småkager - skulle hun så også op i tid?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.