Aalborg

Kage-sag: Kritik og ros af kommunal Facebook-kontrol

Afstemning tyder på stor skepsis over Aalborg Kommunes fremgangsmåde

Facebook-siden med de famøse julesmåkager. Foto: Mette Nielsen
Facebook-siden med de famøse julesmåkager. Foto: Mette Nielsen Mette Nielsen

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:53

AALBORG: Er det OK, at Aalborg Kommune tjekker borgernes Facebook-sider?

Det er der delte holdninger til, efter en kvinde fra Aalborg blev bedt om at gå op i arbejdstid, da hun havde lagt fotos af nybagte julesmåkager ud på sin Facebook-side.

Kvinden, Anita Bang Degn, er sygemeldt på grund af dårlig ryg, men er p.t. i praktik i 12 timer om ugen i et såkaldt ressourceforløb.

En kommunal sagsbehandler kiggede med på Anita Bang Degns Facebook-side og opdagede fotoet af de famøse småkager.

Når Anita Bang Degn er i stand til at bage småkager, er hun også i stand til at arbejde mere, mente sagsbehandleren, som derfor satte hendes ugentlige arbejdstid op med fire timer.

Sagen bliver nu taget op i Aalborg Byråd og i Folketinget. Byrådsmedlem Lene Krabbe Dahl (S) mener, at kommunen har behandlet Anita Bang Degn urimeligt, og Enhedslisten vil have beskæftigelsesministeren til at svare på, om der er klare regler for, hvad folk på ressourceforløbsydelse må foretage sig i deres fritid.

Enighed er der bestemt ikke om "småkagesagen", som har fået mange til tasterne, både på nordjyske.dk og Nordjyskes Facebook-side

En vejledende afstemning på nordjyske.dk illustrerer uenigheden. Mandag ved 13-tiden havde knap 600 deltaget i afstemningen, og lidt over hver fjerde (knap 27 procent) mener, at kommunen godt må tjekke borgernes Facebook-sider, så muligt snyd kan afsløres.

Et flertal (lidt over 64 procent) finder det ikke rimeligt, at kommunen holder øje med borgernes Facebook-sider. Borgerne har ret til privatliv på nettet, mener de.

Her et lille udpluk af kommentarerne på nordjyske.dk og Facebook om "småkage-sagen":

For kommunal kontrol på Facebook:

- "Hvad er problemet? Det er da positivt at få et tilbudt fire timers yderligere arbejdstid, som er et skridt nærmere selvforsørgelse. Fuldtidsbeskæftigede skal også bruge fritiden til at bage julesmåkager", skriver Svend Erik Jensen.

- "Er man rask nok til at bage 117 kager, så kan man fand’me også arbejde.... Afsted dame!!", skriver Nicolai Andersen.

- "Jeg synes sgu det i orden fra kommunens side. Så er vi andre da fri for at betale for dovne mennesker går der hjemme og får penge for det!!", skriver Mikkel Sørensen.

Imod kommunal kontrol på Facebook:

- "Kan det passe at man som borger skal være en del af systemets menneske-jagt? At man skal som borger skal finde sig i, at man mister sin ret til at være medbestemmende over ens eget liv og blive umyndiggjort, nedgjort", skriver Joan Hald.

- "Det hører ingen steder hjemme, at en sygemeldt borger ikke må have så meget overskud efter endt arbejdstid, at der er kræfter til at bage en lille portion småkager til jul", skriver Solveig Christensen.

- " Sikke da en svinestreg over for en der i forvejen har det svært nok", skriver Kirsten Lykkegaard Dahl.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden