Pas på: Kommunen læser med på Facebook
Sygemeldte skal være forsigtige med at vise, at de kan bage småkager
Opdateret 12. december 2016 kl. 06:29
AALBORG: Pas på. Kommunen læser med på dine Facebook-opslag. Det kan en kvinde fra Aalborg konstatere, efter hun er blevet bedt om at arbejde fire timer ekstra om ugen, da hun i sidste weekend havde lagt billeder på Facebook af julebag, hun havde lavet.
Midt på ugen modtog hun et opkald fra sin rådgiver på kommunen, der konstaterede, at når hun var i stand til at bage småkager, så var hun også i stand til at arbejde 16 timer om ugen i stedet for 12 timer.
Kvinden har været sygemeldt med dårlig ryg i en årrække og er lige nu i praktik 12 timer om ugen.
Aalborg Kommunes opførsel i sagen får kvindens fagforening til at rase.
- Det her er gået over gevind. Vi vil ikke finde os i, at kommunen sidder og overvåger vores medlemmer på Facebook. Nu skal vi finde ud af, om det her er en bevidst handling. Har kommunen siddet og ledt efter, hvad hun laver, eller er det en tilfældig sagsbehandlers arbejde. Det vil vi have undersøgt, siger Allan Busk, der er konstitueret formand for 3F Aalborg.
Han fortæller, at man fra 3F’s side vil tage kontakt til lokalpolitikere i Aalborg for at høre nærmere om sagen.
- Men der er heller ingen tvivl om, at vi tager kontakt til folketingspolitikere. Vi vil have belyst, hvad man egentlig må som sygemeldt i Danmark. Må man hænge vasketøj op, må man lave mad? Du kan godt se, det er langt ude - rigtig langt ude, lyder det fra Allan Busk.
Læs mere om sagen i Nordjyske Stiftstidende søndag
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.