Færdsels-uheld , tyve og en duft af hash
Døgnet mellem tirsdag nat og torsdag morgen og bød på lidt af hvert for politiet i Himmerland. De fleste ting var dog i den overskuelige afdeling
Af Knud Labohn
knud.labohn@nordjyske.dk
HIMMERLAND: For de implicerede var det måske en oplevelse de husker resten af livet. Men for politiet i Himmerland var de begivenheder, der endte i døgnrapporten for onsdagen, ikke noget specielt at skrive hjem om.
Således blev det for en person meget ubehagelig oplevelse onsdag aften at køre ind på den ellers fredelige Rasteplads Himmerland ved Støvring.
En tyv må have stået på lur, for mens bilens ejer var inde på Statoil-tanke blev en siderude blev knust og en taske med mobiltelefon, hævekort og papirer fjernet.
En 65-årig mand slap til gengæld heldigt fra at være kørt ind i et træ og nogle markeringspæle på Vestergade i Bælum lidt før klokken otte onsdag morgen. Han fik - i modsætning til bilen, træet og markeringspælene - ingen skrammer. Uheldet skyldtes at han i første omgang overså en chikane.
Hundeglam og skadet dør Farsø kunne en husejer bruge onsdag aften på både at bande hidsigt og være glad. Trods to forsøg lykkedes det nemlig ikke for en person at bryde ind i en villa på Kornblomstvej mellem klokken 15 og 20.30.
Men håndtaget på en dør blev ødelagt, så det kun kørte rundt og ikke kunne bruges til noget. Og selv om en skruetrækker blev brugt til at prøve at få vinduet op, lykkedes det heller ikke.
I samme by vækkede en gøende hund sin ejer lidt i tre torsdag morgen. Men en rød kassebil var allerede ved at køre væk med dæk og en grill fra udhuset, erfarede beboeren, da han kiggede ud af vinduet.
Tyv fandt bilnøgle
I Aggersund fandt ejeren af en sølvgrå Nissan Primera ud af, at han havde været lidt for letsindig med bilnøglerne. Bilen forsvandt mandag nat fra en parkeringsplads på Ullerupvej i Aggersund. Nogle havde opdaget, at bilnøglen lå under solskærmen, taget dem og kørt bort. Bilens registreringsnummer er AF 71 087.
I Aars blev en 22-årig mand onsdag aften ved 20-tiden stoppet i sin bil og anholdt i Aars. Det skete på Brombærvej, hvor manden virkede så hashpåvirket på politiet, at patruljen tog ham på hospitalet for at få taget en blodprøve på ham. Var han mere påvirket af rusmidler, end loven tillader, står han til en bøde.
En kvik, en uopmærksom
Syd for Hadsund var en bilist nær midnat onsdag ved at køre ind i et træ, der var væltet ud over Overgaardsvej mellem Havndal og Hadsund. Det lykkedes dog den 41-årige mand at undvige og formentlig sprutte så meget over oplevelsen, at træet nu er grundigt fjernet.
I Hadsund erfarede en 31-årig kvinde fra Aalborg-kanten på ubehagelig vis, at et par øjeblikkes uopmærksomhed er nok til at blive del af et uheld.
Onsdag morgen kørte hun op bag i en bil, der holdt stille for at dreje til venstre ved Brugsen på Himmerlandsgade. Begge bilister blev tilset på sygehuset i Aalborg, men ingen særlige skader blev fundet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.