Ulykker

Falckreddere om Bynkevej-sag: Vi handlede korrekt

Det var ikke muligt at yde førstehjælp til Bo Houen Jørgensen, som var skudt

Blomster foran den lejlighed, hvor Bo Houen Jørgensen blev skudt i 2009. Foto: Martin Damgård
Blomster foran den lejlighed, hvor Bo Houen Jørgensen blev skudt i 2009. Foto: Martin Damgård

Opdateret 23. juni 2022 kl. 11:32

AALBORG: Onsdag formiddag var det Falckredderes tur til at afgive forklaring i den såkaldte Bynkevejsag. Ved Retten i Aalborg forklarede Falckreddere, at der blev tilkaldt en ambulance til at stå klar i venteposition, da tvangsindlæggelsen af 34-årige Bo Houen Jørgensen var gået galt, efter at den psykisk syge mand havde trukket en kniv, hvilket fik to betjente og en vagtlæge til at trække sig ud af lejligheden på Bynkevej i Aalborg.

Da Bo Houen Jørgensen senere blev skudt, blev der råbt på ambulance.

- Jeg ser en mand, der ligger på trappen og er blevet skudt i hovedet. Der sidder to betjente ved ham, hvor den ene lægger pres for at standse blødningen. Jeg ser en såret betjent på knæ, og en anden betjent hjælper ham. Længere nede ser jeg endnu en betjent, der er såret.

Sådan fortalte den Falckredder, som var ambulanceleder på Bynkevej 13. november 2009, om det syn, der mødte ham efter at Bo Houen Jørgensen havde stukket to betjente med kniv, hvorefter en betjent skød Bo Houen Jørgensen i panden.

Advokat Tyge Trier, der er repræsentant for Bo Houen Jørgensens familie i erstatningssagen, spurgte alle Falckredderne om, hvad de gjorde eller så i forhold til behandlingen af Bo Houen Jørgensen.

Advokaten hæftede sig især ved et billede fra NORDJYSKE, hvor man kunne se fire Falckreddere omkring en af betjentene, men hver og en af de adspurgte følte sig overbevist om, at skadessituationen på stedet var håndteret korrekt, selvom det var et dramatisk skue.

Og uden at blive presset af politiet til at behandle sårede kolleger først, sagde de samstemmende.

- Hvad kan vi udøve af førstehjælp på en mand, der er blevet skudt? Vi kan ikke gøre så meget andet end at få ham ind på sygehuset, fortalte redderen, som kørte den ambulance, der fragtede Bo Houen Jørgensen ind til sygehuset, hvor han afgik ved døden nogle få timer senere.

Onsdag eftermiddag skulle vidnerne til forløbet afgive forklaring.

Retssagen fortsætter igen på mandag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden