Familiestuen giver bedre trivsel

Familiestuen er et tilbud til børn og forældre på Skovsgård Tranum Skole

Pernille K. Damsgaard og Lars Pauli
Nicklas Nørager får en snak med Mette Andersen, der er tilknyttet som lærer i familiestuen.
Skovsgård 21. september 2015 15:21

SKOVSGÅRD/TRANUM: Der er saftevand og boller på bordene i familiestuen på Skovsgård Tranum Skole. Her sidder fem-seks elever sammen med deres forældre. Eller i hvert fald den ene af dem, for der skal være en forælder til stede.

Det er ikke en helt almindelig formiddag på skolen. På white boardet er matematikstykker skiftet ud med målsætninger som: Jeg må ikke afbryde, jeg skal læse højt, være mere koncentreret og være bedre til at høre efter, hvad de voksne siger.

Familiestuen på Skovsgård-Tranum Skole er et forskningsprojekt i samarbejde med UCN. Meget tyder på, at det kunne gå blive en permanent løsning, da man har høstet gode erfaringer.

Tal pænt

Hanne Jensen er en af de mødre, som har været med fra starten i maj 2014.

- Tidligere havde jeg store problemer med at få Lasse til at læse lektier, og der var ofte konflikter både i skolen og på hjemmefronten. Da vi begyndte i familiestuen fik vi nogle redskaber, så nu har vi stort set ikke de problemer mere, siger Hanne Jensen, som er mor til Lasse på 11 år.

Inde i familiestuen sidder Nicklas Nørager på ti år. Et af hans mål er at tale pænt til de voksne. Han synes selv det går bedre med det mål. Desuden er det også ganske hyggeligt at mødes og spise lidt boller.

Trivsel

To formiddage om ugen kan man som forældre deltage sammen med sit barn i familiestuen, hvor formålet er skabe bedre trivsel for både barn og voksne. Projektet henvender sig til børn, som har sociale problemer, svært ved at koncentrere sig og ikke kan indordne sig under gængse regler og normer.

- Vi arbejder også med børn, som ikke lader de voksne bestemme, samt guider forældrene til, hvordan de kan tage styringen, forklarer Rikke Lausten, som er leder af SFO’en på Skovsgård Tranum Skole og Børnehaven i Tranum. Hun er tovholder på projektet, som primært er for børn fra 0. til 4. klasse, men ældre som yngre børn kan også deltage. Rikke Lausten tog initiativet, da hun mødte mange børn med særlige behov i sin hverdag.

- Hvis der er problemer i familien, går det ofte ud over skolegangen, derfor er det vigtigt, at forældrene kommer med i skole, forklarer Rikke Lausten.

- Det kan være problemer med urolige børn, problemer med at koncentrere sig og at de ikke vil læse lektier, supplerer hun.

Godt for inklusion

Hele formålet med projektet er at skabe et bedre miljø for de børn, der har det svært, inden PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.) kommer på banen. Det handler om at få de voksne til at træde i karakter, hvilket i sidste ende resulterer i gladere børn og godt arbejdsmiljø for personale og elever. Dermed har det også en gavnlig effekt på inklusionen i de enkelte klasser.

Forløbet for den enkelte familie er sat til at vare 12 uger, men har forældre og børn lyst til at fortsætte, er der ingen hindring for det.

- Vi smider ikke nogen ud, smiler Rikke Lausten.

Da projektet startede i maj 2014, kontaktede de ansatte på skolen elever og forældre for at få dem med i projektet.

- Det behøver vi ikke rigtigt mere, for nu henvender forældrene sig af sig selv, siger Rikke Lausten.

Fakta

Forskningsprojektet SPIRE (samarbejde, pædagogik, inklusion, relationer og etik, red.) foregår i samarbejde med UCN, Skovsgård Børnehave og Skovsgård Tranum Skole.

Målgruppen er børn med relationelle problemer i forhold til adfærd, kontakt, trivsel. Kort sagt børn, hvis adfærd kan karakteriseres som urolig og som har svært ved at begå sig med jævnaldrende.

Projektet er egnet for børn, som ikke har en diagnose. Der findes ikke lignende projekter i Jammerbugt Kommune og derfor inviteres der til åbent hus, mandag 28. september for forældre, samarbejdspartnere og andre interesserede.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...