Fødevarepolitik

Fandt metal i McDonald’s-burger

Familierestauranten har fået et påbud og en sur smiley

Arkivfoto: Hans Ravn
Arkivfoto: Hans Ravn

HOLBÆK: McDonald’s afprøver med mellemrum nye burgere, men en metalburger er endnu ikke på menukortet. Alligevel fik en kunde i Holbæk en bolle med ”noget, der glimtede og lignede metal”.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

FødevareRingsted mener, de bittesmå partikler på bollen er aluminium og har givet McDonald’s et påbud og en stramtandet smiley.

Metalrist var synderen

Kunden klagede til FødevareRingsted, hvor laboratoriet også godt kunne se, det glimtede. Men partiklerne var så små, at de forsvandt i forsøget på at tage en bid til en prøve, og man fandt ingen metalspåner ved første kontrolbesøg i Holbæk, forklarer Ann Dupont, sektionschef i Fødevareafdeling Sjælland.

Først ved andet besøg blev den mest sandsynlige årsag fundet. En metalspatel til at skubbe de færdigristede boller af metalristeren var flosset, ru og hakket i kanten.

Det er metal mod metal, og denne proces går ofte hurtigt, og hårde stød fremkommer, observerede kontrollanten fra FødevareRingsted.

Tager det alvorligt

McDonald’s lovede ifølge kontrolrapporten herefter at slibe spatlerne oftere eller finde på noget andet at skubbe bollerne fri med.

- Ingen tager skade, det er ikke giftigt. Redskaberne er godkendt til at være i kontakt med fødevarer. Men det er selvfølgelig ikke meningen, at man skal spise aluminiumsspåner, tilføjer Ann Dupont.

McDonald’s Danmark har igangsat sin egen undersøgelse.

- Vi afventer resultatet af undersøgelsen, og det ventes sidst på ugen. Det er selvfølgelig en sag, vi tager meget alvorligt, for fødevaresikkerhed og hygiejne er altid noget, vi tager meget alvorligt, siger Sara Helweg-Larsen, kommunikationsdirektør i McDonald’s Danmark, til dagbladet Nordvestnyt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden