Nibe

Festival laver overskud

Trods konkurrence fra DGI Landsstævnet har Nibe Festival 2017 været den hidtil bedst besøgte

Nibe Festival sluttede i strålende solskin, og dermed blev prikken sat over i’et på en velafviklet og økonomisk vellykket festival. Foto: Martin Damgård
Nibe Festival sluttede i strålende solskin, og dermed blev prikken sat over i’et på en velafviklet og økonomisk vellykket festival. Foto: Martin Damgård

Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:41

NIBE: Næsten symbolsk skinnede solen fra en skyfri himmel, da Nibe Festival tog hul på sidstedagen af årets festligheder i Skalskoven ved Nibe.

For det har været en stort set balladefri festival, der trods vejrmæssige udfordringer og kamp om opmærksomheden fra DGI Landsstævnet i Aalborg har sprængt alle rammer for både omsætning og besøgstal.

Der har i år været sat flere billetter til salg end tidligere. De første tre festivaldage var der ikke helt udsolgt. Alligevel lykkedes det hver dag at sprænge omsætningsbudgettet. Lørdag var der udsolgt, og med over 10.000 betalende gæster, ny rekord for en enkelt festivaldag, er der næsten garanti for endnu en rekord, når omsætningen gøres op i dag.

Hvorvidt det også ender med rekordoverskud, tør festivalen endnu ikke sige. Et kraftigt regnvejr som det, der ramte festivalen torsdag har altid økonomiske konsekvenser.

Alene for at afbøde regnens umiddelbare konsekvenser for gæsterne blev der kørt 700 kubikmeter træflis ud på pladsen, ligesom der måtte pumpes 25.000 liter vand væk fra området omkring Blå Scene. Dertil kommer udgifter til at retablere Skalskoven efter festivalen.

- Men jeg kan garantere, at festivalen giver overskud, så der også bliver penge til foreningslivet, slog festivalleder Peter Møller Madsen fast i går.

Den rigtige størrelse

Spørgsmålet er så, om Nibe Festival fremover kan vokse sig endnu større?

- Det er ikke en ambition i sig selv, at festivalen skal være større. Skoven sætter nogle naturlige begrænsninger, og skal der være plads til flere gæster, kræver det blandt andet, at vi lægger programmet om, så vi for eksempel spreder publikum mere ud over pladsen ved at holde koncerter på to scener samtidig. Men der er vi slet ikke endnu, siger Peter Møller Madsen.

Næste års festival, der afvikles 4.-7. juli, afvikles således med nogenlunde samme volumen som i år, og ifølge Peter Møller Madsen vil det være en stor succes, hvis man kan melde udsolgt et par måneder i forvejen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden