Frederikshavn

FfI tog et point fra topholdet

Uhørt lavt antal scoringer med 16-16 mod Rækker Mølle KFUM

Sebastian Andersen scorede fem gange for FfI.Arkivfoto: Kurt Bering
Sebastian Andersen scorede fem gange for FfI.Arkivfoto: Kurt Bering Kurt Bering

FREDERIKSHAVN: I håndboldens 2. division for mænd lykkedes det for FfI at tage et point på hjemmebane fra rækkens absolutte tophold fra Rækker Mølle KFUM med et slutfacit på 16-16 efter en pauseføring til gæsterne på 11-9.

Det omvendte opgør endte med en forholdsvis sikker 29-21 sejr til Rækker Mølle KFUM, så det var et meget opsat hjemmehold, der gik på banen og virkelig troede på at skabe overraskelsen mod et meget stærkt og stabilt tophold.

Første halvleg var meget tæt. Hjemmeholdet startede egentlig bedst og fik skabt en 5-3 føring efter 15 minutter, men så gik det pause i scoringerne fra hjemmeholdet, fordi skuddene blev forcerede, og indspillede til stregen ikke lykkedes.

Dette udnyttede gæsterne klogt og straffede med en del kontramål i den periode, og dermed kunne Rækker Mølle gå til pause med en føring på 11-9.

Anden halveg blev lige så jævnbyrdig og intensiv som første. Begge hold havde utroligt svært ved at komme til kvalificerede afslutninger mod hinandens forsvar, og når det så endelig lykkedes, stod begge holds målmænd vanvittigt godt.

Efter 45 minutter var gæsterne stadig i front med to må ved stillingen 13-15, og den holdt sig i ti minutter, inden FfI fik scoret et par mål.

Ved stillingen 16-16 20 sekunder før tid brændte gæsterne, og hjemmeholdet fik muligheden for at score på kontra, men det mislykkedes, og kampen endte på de helt vanvittige lave cifre 16-16.

- En totalt spændende kamp med to fantastiske målmænd og forsvar, siger FfI-træner Thomas Rømer.

- Vores målmand, Troels Stausbo, stod på et meget højt niveau, samtidig med at forsvaret hjælper ham optimalt. Vi vidste, at det ville blive en forsvarskamp med vores mere defensive og bevægelige 6-0 forsvar mod deres offensive 3-2-1 forsvar.

- Jeg synes, at vi i perioder finder nogle gode løsninger i angrebet mod deres forsvar men er desværre ikke skarpe nok i afslutningerne. Samtidig brænder vi tre straffekast.

- Desuden ros til Sebastian Andersen, der tager et stort ansvar i angrebet i slutfasen. - Nu har vi en lille kamppause på 14 dage afbrudt af en pokalkamp ude på tirsdag mod Vestbjerg fra serie 2.

- Jeg er tilfreds med, at vi har fået point i alle kampe i 2014 og er begyndt at bevæge os op i tabellen. Dog ved vi, at de resterende otte kampe i sæsonen er rene finaler, og der skal en del flere point på kontoen, siger træner Thomas Rømer.

Målscorere for FfI var Sebastian Andersen 5, Anders Risdal 3, Carsten Jensen 3, Michael Bæk 2, Niels Sørensen 1, Mikael Fellov 1, Anders Nielsen 1.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden