Musik

Film, jazz, vinyl & mad

Biffen viser klassiske jazzfilm

Det er Dansk Center for Jazzhistorie på Aalborg Universitet (billedet), Det Jyske Musikkonservatorium og Biffen, der står bag arrangementet "Film, jazz og vinyl". Arkivfoto: Claus Søndberg
Det er Dansk Center for Jazzhistorie på Aalborg Universitet (billedet), Det Jyske Musikkonservatorium og Biffen, der står bag arrangementet "Film, jazz og vinyl". Arkivfoto: Claus Søndberg

Lørdag 14. januar er Biffen i Nordkraft klar med første aften i en ny omgang "Film, jazz & vinyl", hvor publikum får mulighed for at se klassiske jazzfilm fra Dansk Center for Jazzhistories enorme samling. Filmene, det drejer sig om, er gamle koncertoptagelser med de helt store jazzkunstnere som Ella Fitzgerald, Billie Holiday, Count Basie, Duke Ellington, Lightnin' Hopkins, Sonny Boy Williamson og mange flere. Temaerne for de tre aftner vil være jazzsangere, big bands og country blues, og hver film indledes med en kort introduktion af Torben Amstrup fra Det Jyske Musikkonservatorium. Efter filmene vil der være mulighed for hygge i Biffens foyer med enten levende musik eller DJ-musik fra Dansk Center for Jazzhistories store vinylsamling. Er man til Bif og Brunch er årets første arrangement af den slags klar søndag 15. januar om formiddagen i Biffen i Nordkraft, hvor ost, salat, scrambled eggs, bacon og seranoskinke leveres af DGI's grønne køkken i Nordkraft. Ud over alle de gode sager fra DGI vil der være brød fra Othello Bageriet i Aalborg samt frugt, kaffe, the og juice at nyde. Nå ja! Så er der selvfølgelig også frit valg mellem tre nye film lige efter maden. Filmene, det drejer sig om, er den nye Wim Wenders dansefilm "Pina 3D" og filmen "This Must Be The Place" med Sean Penn i en noget anderledes hovedrolle samt en hemmelig film, som afsløres på dagen. Forudbestilling til arrangementerne er nødvendig. Læs mere på: www.biffen-aalborg.dk.

Forsiden