Fjordkommunen til salg

Kommune og erhvervsråd sætter fuld turbo på markedsføringen den næstsidste weekend i april

Mariagerfjord ”sættes til salg” i weekenden den 22.-23. april, hvor potentielle købere kan se både huse og byggegrunde. Privatfoto
Mariagerfjord ”sættes til salg” i weekenden den 22.-23. april, hvor potentielle købere kan se både huse og byggegrunde. Privatfoto

MARIAGERFJORD: Spørger man på det lokale rådhus eller i Mariagerfjord Erhvervsråd, er der rigtig mange gode grunde til at bo i Mariagerfjord Kommune.

Mange af dem vil de besøgende blive præsenteret for, når kommunen og erhvervsrådet 22.-23. april inviterer til Bygge-Boligudstilling i Hobro, Arden, Hadsund, Mariager - og en række af de mindre lokalsamfund rundt om fjorden.

Ideen med udstillingen er at få markedsført en række af de boliger, man - til rimelige priser - kan erhverve sig ved Mariager Fjord, og i den forbindelse er arrangørerne nu på udkig efter grundejere, lodsejere, ejendomsmæglere, bygherrer og håndværkere, der vil deltage på udstillingen.

Det lokale erhvervsråd nærer på forhånd store forhåbninger om, at initiativet bliver en succes:

- Vi håber naturligvis, at mange benytter lejligheden til at besøge os og se nærmere på mulighederne for at bosætte sig i vores kommune. Hvis man vil høre mere om mulighederne for at deltage i udstillingen, skal man kontakte Mariagerfjord Erhvervsråd, siger konstitueret erhvervschef Jørgen Vittrup.

- Vi har meget at byde på, når det handler om at danne rammen om det gode liv. Vi har mange velbeliggende byggegrunde til salg, private som offentlige, og der er mange spændende og dejlige huse i vores kommune, supplerer borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen.

Bygge-Boligudstillingen får hovedbase i Hobro, Arden, Hadsund og Mariager, men også mindre områder som bl.a. Assens inviterer indenfor. Her kan de besøgende se huse, grunde og boligmuligheder i hele kommunen, deltage i konkurrencer, møde lokale bankfolk og få en snak om finansieringsmuligheder. Desuden står lokale folk klar til at fortælle om, hvorfor det er dejligt at bo, leve og arbejde i Mariagerfjord.

Udstillingen bliver foruden i Mariagerfjord Kommune markedsført i nabokommunerne samt i Randers, Aarhus og Aalborg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden